Det er for tidligt at trække stikket på el-bilen

Asger Grønkjær  

En af de første udmeldinger fra den nyudnævnte skatteminister, Karsten Lauritzen (V), var, at regeringen ikke vil videreføre ordningen med afgiftsfritagelse for elbiler, der udløber ved årsskiftet. I stedet er det ambitionen at gennemføre en generel reform af afgifterne på personbiler.


Men det er alt for tidligt, at trække stikket på elbilerne. I 2014 blev der solgt godt 180.000 biler i Danmark, heraf var 1.600 elbiler, så der er stadig lang vej endnu, hvis vi skal nå regeringens ambition om, at Danmark skal være uafhængig af fossile brændstoffer i 2050. Derfor glæder det også Forenede Danske Elbilister (FDEL), at skatteministeren på regeringens vegne har udtrykt sit ønske om fortsat at fremme elbilismen i Danmark.

Derfor bør regeringen også fortsætte ordningen med afgiftsfrihed for elbiler uforandret frem til det tidspunkt, hvor elbilismen har opnået et momentum, der sikrer en fortsat udvikling i retning af sundere og bedre miljø. En afskaffelse af ordningen nu vil sætte salget af elbiler i stå, bremse den udvikling i infrastruktur, der er drevet af investeringer fra private udbydere og kommuner og gøre Danmark til det eneste land i EU, der har afgifter på elbiler.

En ensartet reform af registreringsafgiften
Vi forstår til fulde ønsket om, at lave en reform af registreringsafgifterne. Store dele af den er utidssvarende og understøtter ikke i tilstrækkelig grad en positiv, miljømæssig udvikling. Derfor er det kun glædeligt, at regeringen har besluttet sig for, at gøre noget ved det. Men vi tror også på, at det ikke er en opgave, de kan klare egenhændigt, så FDEL har gennemgået den nuværende afgiftsstruktur, og er kommet frem til et forslag, der både tilgodeser regeringens ønske om en provenuneutral reform, og samtidig er med til at fremme elbilismen i Danmark.

Vores forslag er delt i to faser og lægger op til en løsning, hvor der i langt højere grad afgiftsættes efter miljøpåvirkning. Fase ét sikrer en provenuneutral fortsættelse af afgiftsfriheden for elbiler. Samtidig luges der ud i de specielle og uddaterede fradrag for airbags og radio mm., der i dag er standard i alle nye biler.

Vi ønsker ikke at ændre på den del af registreringsafgiften, der beregnes på baggrund af bilens værdi, der er sammensat således, at der betales 105% af bilens værdi op til 81.700 kr. og 180% af resten. For den del af afgiften, der beregnes ud fra bilens benzinøkonomi, forslår vi, at man ændrer knækpunkterne for, hvornår man opnår rabat på registreringsafgiften som følge af god brændstoføkonomi fra hhv. 16 til 20 km/l for benzinbiler og 17,5 til 24 km/l for dieselbiler. Det giver en forhøjet registreringsafgift på op til 16.000 kr.

Ved 50.000 solgte elbiler, træder fase to i kraft. Her indtræder elbiler på samme vilkår som de øvrige biltyper, og afgiftssystemet omlægges radikalt til primært at fokusere på bilernes miljømæssige påvirkning. Vi tænker her ikke kun på luftforening og CO2-udledning, men også bilernes støjgener, som man fx gør i USA. I fase to bidrager FDEL gerne med konsruktive input og har allerede nu lagt forslag ud på FDEL.dk

Da betalingen af el er belagt med langt højere afgift forholdsmæssigt af prisen end konventionelle bilers brændstof, mener FDEL at elbiler fortsat skal friholdes på grønne afgifter.

Med dette forslag sikrer vi en fremtid for elbilerne i Danmark og en fornuftig og miljørigtig omstilling af registreringsafgifterne.

 

Ændringer i registreringsafgiften i fase et baseret på brændstof og energiomsætning.

Ændringer i registreringsafgiften i fase et baseret på brændstof og energiomsætning.



 Kommentér på FaceBook