Kære medsøstre

Asger Grønkjær  

Vi er efter vores event på Egeskov Slot, blevet bekendt med at man i den fine gamle elbil, har fundet et gammelt brev, som måske har været sendt ud til et netværk af "kaffedamer" af førstedamen i Det hvide Hus. Det afspejler den situation som mange står i idag, når der skal vælges bil, blot med modsatte fortegn.


Af første dame, fru President Edith Galt Wilson, august 1915 – Dansk oversættelse af: ukendt.

Opfordring til veninderne fra Det Hvide Hus i Washington.

Nu hvor min kære mand Woodrow Wilson har været præsident i mere end 2 år, og han er ved at komme videre efter tabet af sin første hustru Ellen Axson Wilson, sender jeg hermed en hilsen til alle om, at alt er godt. Omend jeg er foruroliget over den sidste nye såkaldte teknologiske udvikling. Det der især får mig til at gribe gåsefjeren er al den tale om brændstofmotorer i nye modeller af automobiler. Det er selvsagt ikke noget min kære mand har tid at kære sig om, men jeg finder som tilfreds automobil ejer af min 2 år gamle Milburn Electric en vis forpligtelse til at berette om min bekymring.

Det nye automobil med brændstofmotor kaldes også, af indforståede, et automobil med eksplosionsmotor, hvilket vel allerede her kan bringe mine kære medsøstre i forståelse af min bekymring. Jeg har derfor sat mig for at tilgå en undersøgelse med største forsigtighed.

Jeg må sige at mange havde fortalt om hvilke fortræffeligheder automobilet havde. Bl.a. blev det nævnt at det var rart at køre i. Ja, jeg fandt det nu særdeles vanskelig i det hele taget blot at få startet det.

Min kære husbond nægtede at lade mig kranke det store håndtag –  faktisk tænker jeg at han var bekymret for om jeg og korsettet kunne holde, så det gjorde han minsandten. Jeg skulle sidde i førersædet, som det hedder, og gøre klar til at hælde mere brændstof på, i tilfælde af, at eksplosionerne kom på rette tid.

Uha tænkte jeg bare jeg ikke kommer for meget på og der bliver for kraftige eksplosioner. Jeg forstår nu forresten slet ikke at man skal have et førersæde og nu med et rat - mit automobil er dog dejlig nemt at styre fra bagsædet.

Efter nogle forsøg, hvor han i hvert fald ikke var klar til at tage i kongressen som han lugtede, lykkedes det at få mange eksplosioner og derved få gang i automobilet.

Men da var det først jeg blev bange. Hele automobilet larmede og rystede. Det var ikke kun forfra hvor eksplosionsanlægget lå men også bagfra hvor der stod en sky af ildelugtende blåt og sort røg ud fra. Jeg skreg og sprang ned idet jeg – vel helt naturligt – tænkte at jordens undergang ramte netop i dette øjeblik.

Woodrow der jo var vant til meget uro på bagsmækken i forbindelse med de svære forhandlinger om New Deal med Republikanerne og hans progressive tanker om frihandelsaftaler tog hurtigt affære og beroligede mig at efter storm kom ro.. Det gjorde der nu ikke helt, men dog var der nu mere ensartet lugt, røg og larm. Så jeg nærmede mig igen, og selvom jeg jo ofte kørte rund omkring Det Hvide Hus i min stille, lugtfrie og dejlige  Milburn ville Woodrow ikke lade mig køre.. Han var endnu ikke kommet til sine senere erkendelser om kvindernes frihed og stemmeret. Måske netop denne episode hjalp på den proces.

Med Woodrow ved rattet forsøgte vi nu at få automobilet i fremdrift. Det var ikke nemt. Der skulle gøres flere ting på hinanden følgende og i bestemt rækkefølge.

Igen blev jeg vældig forskrækket for da det hele lykkedes at koble ud, sætte i gear træde på acceleratoren skete der det jeg aldrig før har oplevet... automobilet gav et vældig hop og sprang frem som var der nogen der havde kørt ind i det med vældig fart bagfra, eller var det måske ligefrem blevet til en nymodens raket – der dog ikke kom ud af rampen. Automobilet stoppede nemlig efter en meter og eksplosionerne udeblev. Vi startede igen, og nu var det os begge der lugtede af den før omtalte røg men nu tilsat lugten af det, de kaldte brændstoffet. Det var vist en kemisk blanding som nu hele automobilet lugtede af. Min mand og jeg inklusive. Føj dog.

Han sagde, at det var noget Ford havde fortalt ham, godt kunne opleves når dette brændstof skulle påfyldes automobilets brændstofbeholder på særligt indrettede anlæg, der skulle opføres over hele landet med meget tætte afstande, da vi jo har Free Enterprise, og der derfor skal være flere, der kan udbyde det samme brændstof i enhver by, ja måske næsten ethvert gadehjørne. Jeg frygter lidt, det også bliver en forlængelse af eksplosionsmotorens farlige egenskaber såvel som lugt gener. Men jo en skam at vi endnu ikke har byplanlæggere, for kønne var de tegninger jeg har set bestemt ikke i sammenligning med vore dejlige victorianske træhuse. Desværre ser dette ud til at være nødvendigt, for at dette nymodens påhit kan bevæge sig længere væk end el automobilet – hvorfor dette skulle være nødvendigt med det nye jernbane ved jeg ikke, men de kloge kunne vel have brugt lidt tankevirksomhed, på blot at udskifte batteriet eller forøge antallet for at det såvel kunne lade sig gøre i el automobilet. Det kan da ikke være så kompliceret som at udvikle en eksplosions motor, med alle de bevægelige dele der fløjter og larmer og går i stykker og tilmed skal smøres ind i fedtelse.

Nå, vi fik dog endelig gang i automobilet men det hjalp overhovedet ikke på rystelserne eller lugten. Heldigvis kunne vi næsten køre fra lugten og var jo lidt ligeglade med at de mange mennesker der stod og så på, fik sig en lille hostetur. Det må man åbenbart tage med. Det gik jo hurtigt over. Rystelserne derimod de forblev, omend når vi kørte lidt stærkt, tænkte vi ikke så meget derpå – så var jeg mere bekymret over de mange mennesker og udfordringer der var i at styre uden om. Det klarede Woodrov dog flot – måske er det med rattet en god ide ? - og efter en rundering uden at ramme nogle mennesker, fik han automobilet bragt til standsning og der blev klappet. Jeg ved ikke hvorfor. Det gør ingen da, når jeg kører en meget længere tur i min fine eldrevne bil. Men den kommer jo også listende og ingen lægger vel nærmest mærke til den. Så synes jeg også det er en behagelighed at man kan konversere. Woodrov forsøgte at råbe til mig, at det vel nok gik fint nu, men han kunne ikke høre, at jeg forsøgte at spørge hvori det fine bestod.

Jeg må derfor kære medsøstre, kraftigt anbefale, at vi som dem, der står bag denne nations beslutningstagere, må opfordre vore kære mænd til, at fastholde el automobilet, for der kan vi dog konversere, og komme frem uden at lugte som et raffineret kemisk produkt der har gennemgået en times intens træning i at løfte jern. Og når vi så har brug for at køre langt har Woodrov allerede nu støttet op om Hr. Vanderbilts udrulning af jernbanerne, hvor vi både kan konversere og samtidig få en kop te, endda med flere rare mennesker end der kan puttes ind i et automobil. Jernbanen må vel være, en for alle parter mere interessant transportform på længere ture og vil sikkert blive støttet af kommende ansvarlige politikere – måske endda med en togfond. I hvert fald kan ingen vel forestille sig at en eksplosionsløsning med så store gener, af et transportmiddel, kan have sin gang på jorden.

Deres underdanigste, Edith Galt Wilson

 

"Den der kun tager sjov for sjov og alvor kun alvorligt, han har faktisk fattet begge dele lige dårligt" / Piet Hein ;-)



 Kommentér på FaceBook