Anne-Sophie Bech er vokset op med elbiler og kunne ikke forestille sig at køre i andet.
Ikke mange voksne kan sige, at de har levet det meste af deres liv med en elbil. Men det kan Anne-Sophie Bech. I 1999, da hun var ni år gammel, fik familien deres første elbil, og i dag har Anne-Sophie, hendes bror Torsten og hendes forældre hver en Renault ZOE.
Anne-Sophie bor sammen med sine forældre og sin mormor i landsbyen Velling ved Ringkøbing. De har et passivhus (lavenergihus, red.) med solceller, solpaneler og luft-til-vand-varmepumpe. Selv med tre elbiler på adressen er familien 60 procent selvforsynende med elektricitet.
FDEL inviterede Anne-Sophie og hendes mor, Christiane, til te og æbletærte og en snak om at være pionérfamilie, når det gælder elbiler, og om, hvordan livet med elbil har ændret sig gennem de snart 20 år.
Anne-Sophie til Øresundsrally 2001
Anne-Sophie, kan du huske, da I fik jeres første elbil?
Ja, jeg kan huske, at vi var ude at kigge på forskellige modeller. Det var i Frankrig. Min mor er jo fransk, og hendes far havde kørt Peugeot hele sit liv, så vi besøgte min morfars Peugeot-forhandler og spurgte, om de havde en elbil, en Peugeot 106. Vi så også på en Citroën Saxo på el. Vi kunne købe en Peugeot 106 Electric meget billigere end i Danmark, så vi købte den, fik den leveret og indregistreret i Danmark.
Selvbygget batteri
Skulle I leje batteriet?
Nej, fordi den skulle eksporteres til Danmark, kunne de ikke finde ud af at lave en leasingaftale, så vi købte bilen med batteriet og håbede på det bedste. Og vi var heldige, for der har været nogle årgange, hvor der var problemer med batterierne, og der var jo ikke nogen garanti på dem. Men de holdt meget godt.
Vi kørte over 200.000 km i den, og i løbet af den tid blev batterierne skiftet tre gange. Min far (Anton Bech, ingeniør, opfinder og gør-det-selv-mand, red.) importerede cellerne fra Kina gennem en ven i Sønderjylland, og så satte han dem selv sammen til batteri. Bilen var jo født med NiCd-batterier, men de nye batterier var nyere lithium-typer.
Anton Bech og Peugeot 106 Electric
Hvor længe havde i Peugeot’en?
Vi købte de to første ZOE’er (Q210, red.) i 2013 og de to næste (R240, red.) i 2015. I 2015 solgte vi så den gamle elbil. Der var én i Århus, der syntes, at bilen passede lige til hans behov. Her i foråret blev bilen splittet ad, og nu driver batterierne en græsslåmaskine hos én af vores venner, og bilen er blevet shinet op og er blevet træningsbil for eleverne på Teknisk Skole i Holstebro. Den kan ikke køre mere.
Hvor langt kunne den køre dengang?
120 km på en god sommerdag. Rekorden var vist 140 km. Egentlig ret godt af sådan en gammel bil. Det første år, jeg gik på HF i Holstebro, kørte jeg i den, og om vinteren måtte jeg lade, inden jeg kunne køre hjem.
Min far byggede selv en hurtiglader til bilen, den satte vi bare til et rødt kraftstik, og så kunne den lade op på 1,5-2 timer. Og så havde vi masser af adaptere, så vi kunne lade på stort sét hvadsomhelst.
Antons selvbyggede hurtigladere
En gang i sommeren 2003 kørte vi til Alsace i den, min far og jeg. Det tog tre dage derned og fire på hjemturen. Vi kørte ned igennem Tyskland ad små veje og ladede på kroer, hos venner og bekendte, på tankstationer og hvor vi ellers kunne komme afsted med det. Det var rigtig dejligt. Vi fik set Tyskland på en helt anden måde, end man gør, når man suser igennem på motorvejen.
Vi tog samme tur i ZOE tidligere i år, og denne gang tog det to dage.
Hvad sagde dine kammerater til, at I havde en elbil?
De syntes, at det var fedt. De kunne godt lide, at den var stille, og at den var god til at accelerere. En gang var min far med ovre på skolen (Velling Friskole, red.) og fortælle om elbiler i en time. Det var ret fint. – Men da jeg fortalte om den tur ned igennem Tyskland til Frankrig, kunne de slet ikke forstå, at jeg syntes, at det havde været en fin tur.
Mine veninder i dag er ikke rigtig til elbil. De vil bare afsted, og det skal gå hurtigt. Jeg har ikke noget imod, at det tager lidt tid, og jeg er god til at køre økonomisk. Jeg skal aldrig have en benzinbil – så skal der i hvert fald ske noget helt specielt.
I fik også et stort, internationalt netværk af elbilister, er det ikke rigtigt?
Jo. Vi har rigtig mange venner, som vi har fået gennem dét med elbilen. Jeg boede i seks måneder hos én af mine forældres elbilvenner i Cornwall i England, han kørte mig på arbejde hver dag i sin elbil. Vi var også med fra starten i den nordiske elbilgruppe, der hvert år laver en tur i Norden i elbil.
Så dengang, før der kom en brugbar ladeinfrastruktur, var– eller blev – jeres ladenetværk også jeres sociale netværk, kan man sige det på den måde?
Ja, det kan man godt.
(Og her bryder Christiane ind, red.): Det var noget andet dengang. Den nye generation af elbilister vil bare have, at en elbil skal være som en almindelig bil. Den skal kunne køre lige så langt, og det skal ikke være besværligt at lade den op. Dengang var vi et netværk af folk med fælles interesse i elbiler og en fælles miljøbevidsthed, og det var i orden, at ting tog lidt længere tid. Nu kører man jo bare hen til en hurtiglader, så man kommer ikke på samme måde i kontakt med venner og familie som dengang.
Har I nogenside oplevet at køre tør for strøm?
Ja (siger Christiane, red.), jeg er kørt tør for strøm tre gange i Peugeot’en. Alle tre gange var det lige i udkanten af Velling. Den ene gang kunne vi skubbe bilen hjem til laderen, de andre gange måtte vi hjem og hente den benzinbil, vi havde til langture dengang, og trække elbilen hjem.
Én gang var det ved at gå rigtig galt. Det var på en af de første ture til Sverige med den nordiske elbilgruppe. Vi skulle overnatte på en campingplads, men vi glemte at dreje af det rigtige sted og vidste pludselig ikke, hvor vi var. Så gik vi ind til en lille købmand og spurgte om vej. Han forklarede, at vi skulle køre tibage igen, og hvor vi så skulle dreje af for at komme ned til campingpladsen. På vejen tilbage kunne vi godt se, at det var tvivlsomt, om vi ville nå frem til campingpladsen, så vi håbede på at støde på et hus undervejs, hvor vi kunne få lidt strøm. Men der var bare skov og skov, og det gik op ad bakke, så forbruget var højt.
Vi begyndte at snakke om, at der nærmest måtte ske et mirakel, hvis vi skulle nå frem. Så nåede vi det højeste punkt på vejen, og da vi kom om på den anden side af bakken, lå der et enligt beliggende hus inde ved vejsiden – en café – med et rødt ladestik ude foran!Vi jublede og kørte derind. Caféen var lukket, men vi fik lov at lade, og de lavede kaffe til os… Det føltes næsten som om, der faktisk VAR sket et mirakel.
I dag kan vi bare ringe efter Renault autohjælp, hvis vi kommer i nød. Så kommer de og slæber os til nærmeste lader. Men dengang var vi altså tæt på at strande i en svensk skov, bare fordi vi skulle køre de ekstra 20 km! Så det er på mange måder blevet enklere at komme rundt med elbil, også på langtur.