Fra venstre: Forperson for Elbilforeningen Christian Nolsøe Nielsen og forperson for politikudvalget Rasmus Foged.

Folkemødet i Allinge 2022 er slut og i Elbilforeningen er vi meget tilfredse med vores udbytte. Foreningens delegation bestod af forperson Christian Nolsøe Nielsen, forperson for politikudvalget Rasmus Foged og pressetalsperson Mads Aarup. Desuden deltog også forperson for kommunikationsudvalget Simon Leed Krøs.

Under den fire dage lange politikfestival gjorde vi meget ud af at være aktivt tilstede i debatter om elbiler og ladeinfrastruktur. Det foregik både ved at stille kritiske spørgsmål til paneldeltagerne og ved uformel dialog før og efter debatterne med både paneldeltagere og andre tilstedeværende. På den måde fik vi opbygget og styrket relationer til blandt andet politikere – på alle niveauer fra kommunalpolitik over folketinget til europaparlamentet – ladeoperatører, interesseorganisationer, journalister og mange andre. Vi har i den forbindelse lavet en række aftaler om at mødes efter Folkemødet og tale om muligheder for forskellige former for fremtidigt samarbejde.

Christian Nolsøe Nielsen fortæller, at spørgsmålet om destinationsopladning for elbilister uden mulighed for privat ladeboks fyldte meget i flere debatter. “Der er stort behov for at udbygge muligheden for at lade ved kantstenen i byerne, særligt i København. Desuden skal boligforeninger stadig hjælpes, og det vil være godt med en ny pulje til dem!”

Forperson for Elbilforeningens politikudvalg, Rasmus Foged, ved Drivkraft Danmarks debat om ladeinfrastruktur til elbiler.

Vi oplevede desuden at blive kontaktet af andre deltagere på Folkemødet, der havde spottet vores karakteristiske poloshirts og gerne ville snakke om foreningen, opladning og elbiler. Vi havde selvfølgelig medbragt “piller” mod rækkeviddeangst til uddeling til eventuelle skeptikere. 

“Der er stadig mange, der ikke tænker på, at 3 ud af 4 elbilejere stort set kan nøjes med at lade hjemme hos dem selv, og derfor kun skal bruge offentlige ladestandere, når de er på langtur” fortæller Rasmus Foged og fortsætter: “Vi har en vigtig opgave i at formidle, at de batterier, elbilerne leveres med i dag, giver en meget større rækkevidde end tidligere, og at en ladeboks hjemme i indkørslen derfor dækker langt det meste opladningsbehov.”

Vi benyttede også festivalen til at samle inspiration til, hvordan vi skal deltage på næste års Folkemøde. Det er klart, at vi ville have fået endnu mere synlighed med en stand, men det er også vores vurdering, at vi fik ret god synlighed uden i år. Hvorvidt vi skal have en stand næste år, vil derfor afhænge af, hvor mange ressourcer, vi vil afsætte til det. Uanset hvad vil vi arbejde på at blive medarrangør af en eller flere debatter næste år. 

Vi vil endvidere bruge vores nyhøstede erfaringer til planlægningen af deltagelse på kommende folkemøder – eksempelvis Klimafolkemødet i Middelfart til september og Naturmødet i Hirtshals til maj. Planlægningen af Klimafolkemødet er i øvrigt allerede i gang, og hvis du som medlem vil hjælpe til, vil vi opfordre dig til at skrive til bestyrelsesmedlem Anja Becher Andresen på aba@fdel.dk.

Hvis du har lyst til at hjælpe til ved planlægningen af Folkemøde 2023 på Bornholm eller ved et andet arrangement, hvor du synes, Elbilforeningen skal være til stede, må du gerne skrive til os på event@fdel.dk.

Fotos: Copyright Elbilforeningen