Rejseberetning: For 20 år siden var jeg og mine to fætre på bilferie med telt til det vestlige Holland. Min fætters lille Nissan Micra blev pakket og så gik turen dernedaf med pas i den ene hånd og det gule Shell benzinkort i den anden. Det er nøjagtigt 20 år siden vores sidste besøg. Vi blev derfor enige om at tage turen til det flade land igen. Denne gang skulle det gule Shell benzinkort så erstattes af ladekort, ladechip og apps til telefonen.
Min Hyundai Ioniq Electric med en rækkevidde på ca. 200 km på motorvej om sommeren skulle på tur!
Spørgsmålene melder sig hurtigt: Hvordan griber vi den lange tur an med hensyn til opladning og adgangsgivende ladekort osv.
Uden at kende noget til det geografiske område i øvrigt faldt valget på Groningen, som er administrationsbyen i den nordlige del af Holland. Groningen har et indbyggertal på omkring 200.000 mennesker.
Fra Vejle, hvor vi startede turen, er der knap 600 km til Groningen. Det er bare til Hamborg og til højre – Intet problem. Der er heldigvis mange muligheder for at lade op undervejs. Men ofte er der kun en enkelt ladestander hvert sted, så lidt plan B-planlægning er nødvendig.
Jeg synes, at ABRP (a-better-route-planner) er et rigtig godt værktøj til planlægningen. Den tyske hjemmeside GoingElectric.de er også rigtig god at bruge.
Men hvilke ladekort kan man så benytte?
Hvis man klikker på de enkelte ladestandere på for eksempel GoingElectric.de, kan man se en oversigt over, hvilke udbydere, der understøttes – både via ladekort og chip, men også om opladningen kan startes fra udbyderens app til smartphones.
Jeg var klar til turen med Maingau-kort/-app, PlugSurfing-chip/-app og NewMotion-chip/-app. Derudover har jeg apps til ChargeMap, NextCharge og PlugShare.
Et udklip fra ABRPs (A-better-route-planner) interface på Smartphonen.
Mandag – Første etape
Mandag morgen kl. 6 var det afgang fra Vejle med 92% batterikapacitet. Vejret var skyfrit, vindstille og 18°C. Fartpiloten var indstillet til 120 km/t og med hjælp fra vognbaneassistenten gik turen mod det første ladestop hos Clevers lader i Padborg. Vi ankom med 36% på batteriet og der var ingen andre elbiler ved laderen. Perfekt!
Vores næste ladestop var sat til den gratis Clever-lader i Quickborn godt 138 km sydpå. Vi skulle lade til batteristand 90% for at være på den sikre side. Det er en stor margen op til bilens rækkevidde på 200 km, men der skulle være strøm nok på batteriet til at køre efter et alternativ, hvis laderen skulle vise sig at være optaget.
Turen fortsatte videre efter samme opskrift: 120 km/t og vognbaneassistent aktiv. Ifølge ABRPs forudsigelse skulle vi lande med 10% på batteriet, så der var intet at bekymre sig om. Jeg satte bilens navigation til at lede vejen for at kunne holde etapens distance og bilens rækkevidde op imod hinanden. Jeg har det bedst med at have en 25-30 km buffer hele tiden. Kommer jeg under 20 km buffer, sætter jeg altid farten lidt ned eller lægger mig bag en forankørende campingvogn, bus, lastvogn eller andet højt, bredt og langsomtkørende køretøj. Det er et fænomen, som man kalder trucksurfing og det tager den værste vindmodstand ud af regnestykket, På den måde kan jeg til nød forlænge bilens rækkevidde.
Uden besvær kørte vi fra motorvejen mod Quickborn/Ellerau med 18% på batteriet. Vi kørte ind på parkeringspladsen og straks fangede mine øjne en mørk Tesla Model S foran laderen. Pokkers – den lader sikkert på CHAdeMO-stikket (hurtigladningsstik/DC). Vi kommer til at skulle finde en anden lader, nåede jeg at tænke. Men vi var heldige. Teslaen brugte Type 2-kablet (langsomladeren/AC), så vi kunne trods alt glæde os over, at vi alligevel kunne få strøm på bilen fra CCS-kablet (hurtigladningsstik/DC). Havde vi kørt i Renault Zoe, der kun kan lade med AC(langsom ladning), havde det været en anden historie.
Laderen i Quickborn/Ellerau
Da laderen var gratis, var ladekort/chip ikke nødvendigt her. Vi satte stikket i bilen og trykkede på start.
Hos bageren lige ved siden af fik vi kaffe og et rundstykke. Da vi kom tilbage til bilen, var den for længst færdig og vi kunne fortsætte vores tur med 94% på batteriet.
Til trods for rigtig meget vejarbejde omkring Elben og risikoen for enorme kødannelser lykkedes det os at komme igennem rimeligt smertefrit. Inden for knap halvanden time nåede vi laderen i Sottrum. Trible-laderen midt på parkeringspladsen ved en Audi/VW forhandler fik æren af at lade Ioniqen fra 36-90%. Maingau-kortet satte ladningen i gang og vi fik tid til at kigge på en Audi e-tron, der holdt parkeret lige ved siden af.
Med 90% på batteriet fortsatte turen nu vestpå. Vores næste destination var byen Westerstede. Jeg satte Google Maps til at lede os derhen. Efter blot få kilometers kørsel, spurgte den, om jeg ville spare 30 minutters køretid ved at vælge en anden rute. “Ja, tak!!” Jeg tænkte ikke mere over det, så vi fulgte bare rutevejledningen. Efter nogen tid lagde jeg mærke til, at Westerstede stadig var 97 km væk, hvilket undrede mig. Der skulle jo kun være 107 km fra Sottrum.
Jeg ved ikke, hvad Google Maps havde i tankerne, men måske var der kø efter uheld, som den ville spare os for. Alt i alt endte vi med at køre knap 150 km, så det var heldigt for os, at vi havde ladet helt til 90%. Reelt havde 70% været rigeligt til de 107 km, men så havde det nok været usikkert, om vi ville være nået frem til den planlagte ladedestination.
Vi landede i Westerstede med 19%. Ingen andre elbiler og Maingau-kortet satte ladningen i gang. Ventetiden brugte vi på en elektronikforretning a la Elgiganten. Lige da vi kom tilbage til bilen, slog laderen fra – en batteristand på 94% var nået.
Sidste del af turen lå foran os. Næste stop – hotellet uden for Groningen – ca. 120 km væk. Bortset fra lidt vejarbejde gik det bare derudaf. Vi landede på hotellet med et snit på 14 kWh/100 km. Det synes jeg er rigtig fint efter 600 km kørsel.
Det var et udmærket hotel og selvom vi havde valgt standard-værelser, var de sådan set i orden. Restauranten havde en udmærket morgenbuffet, som man forventer, samt nogle supergode menuer om aftenen. Det var ikke specielt dyrt i forhold til at spise på restaurant inde i Groningen.
Jeg lånte hotellets nøgle til deres ladeboks, som fungerede helt uden vrøvl. De tre dage, hvor vi boede på hotellet, kom der ingen andre elbiler på besøg.
Det er rart at vågne op til en fuldt opladet elbil. Så skal man ikke starte dagen med at søge efter en lader for at være forberedt på turen dagen efter.
Opladeren ved hotellet udenfor Groningen.
Tirsdag – en dag i Groningen
Groningen er en studieby. Derfor er det også en cykelby. Der er tusindvis af cykler. Flere mindre veje gennem centrum er forbeholdt cykler og scootere. Vi sad på en fortovscafé midt i centrum og fik frokost. Der var stort set ingen trafikstøj på en almindelig tirsdag ved middagstid. Kun et par varevogne og 5-10 scootere kørte forbi. Nogle af scooterne var elscootere. Til gengæld kørte der et utal af cykler forbi. Både almindelige cykler, men også en del elcykler.
Der er mange grønne steder i midtbyen. Store træer, hvis enorme kroner hænger ud over små søer og vandhuller. Og naturligvis også et springvand.
En bred vej bag træerne førte trafikanterne ned mod centrum, men der var alligevel virkelig stille. “Er alle byens borgere på sommerferie?” tænkte jeg. Nej, vejen var bare kun til cykler.
Holland er jo et meget fladt land, hvoraf en stor del ligger under havets overflade. Hvis der var en Valby Bakke, ville den kunne ses på flere kilometers afstand. Jeg kan sagtens forstå, at så mange vælger cyklen frem for bilen – specielt når jeg selv bor ved den jyske højderyg. PostNord-cykelløbet kører op ad en af de stejleste bakker hvert år kun en lille kilometer fra mit hjem.
Der er mange grønne steder i Groningen.
Vi gik rundt i Groningen i nogle timer, fik frokost på en hyggelig fortovscafé, men noget undrede mig: Jeg havde indtryk af, at Holland er godt med på elbil-bølgen. Men hvor var elbilerne?
Der er hundredevis af elcykler og elscootere, men ingen elbiler. Der er på trods af de manglende elbiler en relativ god dækning af Type 2-ladetårne rundt i hele byen. Der er også to hurtigladere med CCS/CHAdeMO samt en Tesla Store. Den nærmeste SuperCharger findes i Drachten, ca. 45 km. mod vest.
Men hollænderne kører åbenbart ikke i elbiler. I de dage vi var dernede, mødte vi tre Teslaer (én Model 3 og to 2 Model S’er) og en Ioniq Hybrid. Til gengæld har de en del elbusser (LDV Citea ledbus). De havde blandt andet ladestop ved Universitetsbyen, hvorfra de kørte forbi vores hotel med jævne mellemrum mod Drachten, Leuwarden og sikkert også andre steder.
Der kørte selvfølgelig også almindelige dieselbusser – både Mercedes, Volvo og Iveco.
Onsdag – en dag i Zwolle
Zwolle er provinshovedstad og regionalt centrum. Der bor knap 125.000 mennesker og der er ca. 80.000 arbejdspladser i kommunen inden for blandt andet sundhedsvæsen, social omsorg og andre offentlige arbejdspladser. Byen bærer tydeligt præg af at være historisk. Der er mange historiske bygninger, hvoraf enkelte stammer helt tilbage fra middelalderen.
Desværre tog sommervejret en pause den onsdag, vi var i Zwolle. Hele dagen regnede stort set væk, så vi fik ikke set så meget af byen, som vi kunne have ønsket os. Men vi fandt en parkeringsplads midt i centrum, hvor man mod betaling måtte holde i en time.
Selvom folk holdt i kø for at få en parkeringsplads, var to pladser ledige – de var forbeholdt elbiler under ladning.
Det er herligt at se, hvordan hollænderne viser respekt for ladepladserne. De vil hellere vente 10 minutter end optage en ladeplads til elbiler. Der kunne vi godt lære noget herhjemme. Restriktionen på en time gjalt også elbilerne. Så man måtte kun lade en time. Regler er nu engang regler.
To P-pladser ledige forbeholdt ladende elbiler. Og hollænderne respekterer reglerne.
Efterfølgende fandt vi en lille parkeringsplads i en baggård ikke så langt derfra. Mod betaling måtte man parkere op til tre timer. Der stod et ladetårn, som vi også fik gang i med Maingau-kortet.
Mens bilen fik strøm og regnen piskede ned, fandt vi en rigtig hyggelig café, hvor vi fik frokost. Det var tapas-baseret, men man kunne få alt muligt forskelligt. Det smagte supergodt og kostede ikke det hvide ud ad øjnene.
Tapas-baseret menu i Zwolle.
På hjemturen mod hotellet lykkedes det at få advarslen om lav batteristand frem på displayet i bilen. Det var første gang på turen. Selvom vi havde næsten 80% på batteriet, da vi kørte fra Zwolle, fik Ioniq noget at leve af. I fuld fart gik det de næsten 100 km tilbage til Groningen. Heldigvis kunne vi bare sætte bilen til hotellets lader, så bilen var klar til hjemturen torsdag.
Vi fik aftensmaden i hotellets restaurant og sluttede dagen af med en Irish Coffee. Lækkert.
Torsdag – turen går hjemad
Vores lille Hollandstur var så småt ved at være slut. Det var tid at tjekke ud og vende næsen hjemad.
Uden at planlægge ladestop på hjemturen fik vi pakket sammen og kørte af sted. Modsat turen herned med 120 km/t, satte jeg i stedet fartpiloten til 110 km/t. Jeg ville undersøge, hvor stor forskel det ville gøre – om ikke andet så på noget af turen. Den eneste plan, jeg havde, var, at vi skulle forbi lynladeren ved Garten von Ehren syd for Hamborg.
Jeg satte derfor bilens GPS til at fortælle os afstanden til Oldenburg. Jeg havde en ide om, at de 140 km ville være passende til et ladestop. Det viste sig at være helt fint, da det er godt halvvejs til lynladeren ved Garten von Ehren.
Et fint sted under en motorvejsbro, hvor vi kunne gå i et byggemarked for at kigge, mens bilen fik strøm på.
Opladet til 90% gik turen videre mod Hamborg. Igen oplevede vi, at GPSen sendte os på omvej. Denne gang ad mindre landeveje og gennem små byer. Jeg aner ikke, hvor vi kørte henne, men valgte at stole på, at vi nok skulle nå frem. Vi kom ind på parkeringspladsen, hvor vi skulle lade og alle ladere var fri: To lynladere med hver to CCS-stik, samt én triple-lader med CCS/CHAdeMO/Type 2.
Jeg koblede bilen til lynladeren med mit Maingau-kort og selvom batteritemperaturen var oppe på næsten 38 grader, fik vi alligevel en effekt på 61 kW ud af standeren stort set med det samme.
Garten von Ehren er et stort blomster- og havemarked ligesom Plantorama og lignende. De har alt til haven og til potterne indendøre. De har også fisk, fugle, kaniner og gnavere. Jeg kan varmt anbefale at lægge vejen ind forbi, hvis du skulle komme på de kanter.
Vi burde have brugt hurtigladeren (50 kW) i stedet for at optage lynladeren, hvor vi ladede med 70 kW. Inden vi var færdige med at kigge rundt, var der alligevel gået en times tid. Det er dårlig ladestil!! Jeg beklager over for mine med-elbilister. Garten von Ehrens egen Renault Zoe ZE40 holdt parkeret et godt stykke fra laderen. God stil.
God parkeringsstil – langt fra laderen, hvis bilen ikke har brug for strøm.
Med kø-kørsel den næste times tid gennem Elbtunnellen var det den næst sidste etape inden Vejle. Egentlig havde jeg tænkt et ladestop ind i Schleswig, men det blev ikke nødvendigt. Med 110 km/t på fartpiloten landede vi hos Clever i Padborg med 18%. Det var faktisk ganske godt gået, selvom der alligevel er 176 km fra lynladeren.
Ved sidste ladestop i Padborg passede det perfekt med aftensmaden. Hvor heldig kan man være, at der ligger en god gammeldags grillbar klods op ad laderen. Det benyttede vi os selvfølgelig af.
For første gang på hele turen oplevede vi, at en anden elbilist kom til. De holdt pænt og ventede bag ved os. Jeg havde ikke set, at det var en elbil, før vi nærmest var færdige med at spise.
Jeg skyndte mig ud og koblede fra, så de kunne få noget strøm på deres e-Golf. De var på vej mod Sønderborg og meget taknemmelige for at få laderen efter så kort ventetid. Jeg havde reddet deres dag.
Med 90% på batteriet gik turen nu de sidste 100 km mod Vejle. Vores ferie med elbil til Holland var nu slut. Med bilen tømt for baggage og tomme vandflasker, kunne kørecomputeren fortælle, at vi havde kørt 601 km med et gennemsnitligt forbrug på 13,2 kWh/100 km.
Resumé – kort
I alt har vi kørt ca. 1400 km. Turen derned gik med 120 km/t, klima på 21°C, 4 ladestop, snitforbrug på 14,0 kWh/100 km. Vi rundede de 175 km/t en gang eller to – bare fordi Ioniq kan. Vores ture omkring Groningen samt turen til Zwolle har givet et snit på 12,3 kWh/100 km, selvom Ioniq også her fik lov at løbe stærkt. Hjemturen gik med 110 km/t, klima på 22°c, 3 ladestop, snitforbrug på 13,2 kWh/100 km.
Vi har kun brugt Maingau til at aktivere laderne med. En fordel er, at de er billige at benytte og ydermere kan man se alle ladecyklus med priser og forbrug i Maingaus app – stort set med det samme. Ud fra det kan jeg kort opsummere:
Vi har haft ni ladestop i alt fordelt på følgende måde:
- to ladestop hos Clever, Padborg (dækket af mit abonnement)
- to ladestop hos Clever og EnBW i Tyskland var gratis. EnBW blev aktiveret med Maingau-kort.
- tre ladestop hos EWE og Allego (UFC) betalt med Maingau-kort.
- to ladestop i Zwolle (AC Type2) hos ukendt udbyder – betalt med Maingau-kort. Derudover har vi haft to ladesessioner på hotellet, der også var gratis.
Når man regner det hele sammen, har turen kostet 129,- kr i strøm til Maingau.
Tip 1: På den tyske Autobahn, synes jeg, at det er en fordel at sætte bilen i SportMode. Så kan man accelerere pænt hurtigt, hvis der skulle komme en fartglad tysker i sin AMG med 200 km/t.
Tip 2: Det er praktisk at forberede turen hjemmefra. Er der styr på ladekort? Virker de? Hvor kan vi lade, hvis den ladestander vi kommer til, ikke kan benyttes? Jeg kan varmt anbefale at bruge A Better Route Planner (www.abetterrouteplanner.com). Jeg kan også anbefale at bruge den tyske Going Electric (www.goingelectric.de). Indlæg en margen i din plan mellem ladestop, så der er plads til en ekstra køretur på 20-30 km.
Tip 3: Maingau app, PlugShare app, PlugSurfing app, NewMotion app med flere giver gode indikationer på, hvor ladestanderne er placeret. Brug eventuelt ventetiden ved laderen til at finde den næste lader på turen, samt en ekstra lader i nærheden til plan B i tilfælde af nedbrud eller lignende ved den første lader.
Ville jeg gøre turen om igen? Ja, helt bestemt.
Du kan stille spørgsmål til turen i FDELs Facebookgrupper eller i kommentartråden herunder.
Tak fordi du læste med.
Henrik Laursen, Vejle