Erik Thrane vil demokratisere opladningen af elbiler

Interview med Erik Christian Thrane, grundlægger og indehaver af virksomheden Sperto ApS

Fredag den 17. august 2018 er der indvielse af et nyt, stort parkeringshus i Roskilde, Sortebrødre P-hus. Parkeringshuset, der har Roskilde Kommune som ejer og bygherre, ligger centralt i Roskilde, lige ved byens kulturstrøg og tæt på både stationen og midtbyen.

Årstiderne Arkitekter, Cowi og 5E Byg står for design og byggeri af huset, der med hængende haver, en perforeret kappe af røde teglsten og udsigtsplatform er tænkt som langt mere end en funktionel og kompakt parkeringsløsning.

For elbilister byder P-huset på en ekstra attraktion: Fem pladser med lademulighed. Fire 11 kW AC-ladere (type 2) og fra september også en halvhurtig lader med 22 kW AC og 24 kW DC (Type 2, ChaDeMo og CCS). Både togpendlere, shoppere og kulturbrugere skulle dermed være dækket godt ind.

Elbilforeningen FDEL er blevet inviteret af Roskilde kommune til at være med ved åbningen. De deltagende medlemmerne vil være de første, der får lov at køre ind i det nye hus. Se mere på FDELs lukkede gruppe for medlemmer på Facebook.

Bag P-husets ladere står firmaet Sperto ApS, en nystartet virksomhed, der leverer ladeløsninger til virksomheder og private.

I Elbilforeningen FDEL var vi nysgerrige på, hvad en ny spiller som Sperto kan tilbyde som alternativ til de store spillere, så vi inviterede firmaets ejer og grundlægger, Erik Christian Thrane, til et interview. Det blev til en længere snak om tilgængelige og økonomisk bæredygtige ladeløsninger, en snak, der nok kan sætte tanker i gang hos os elbilister om fremtidens måske mere mangfoldige marked for ladeløsninger.

 

Opladning med Spertos ladere i det nye P-hus i RoskildeErik Christian Thrane, hvordan kom du ind i dette med ladeløsninger?

Min interesse startede helt privat. Jeg fulgte to nystartede producenter af elbiler – Tesla og et firma, der hed Phoenix Motors. Men det var jo på det tidspunkt – det var omkring 2008 – ret svært at se, hvad det hele ville ende med. Efterfølgende kom jeg til at arbejde som virksomhedsjurist hos energiselskabet SEAS-NVE. De kom jo ind i ejerkredsen hos CLEVER, og jeg havde en del at gøre med dem i den forbindelse.

På et tidspunkt var jeg så ude at prøve en elbil selv for første gang. Det var på DTU, og det var en ”trilling”, altså én af de små elbiler, som Peugeot, Citroën og Mitsubishi lavede sammen. Jeg fik til fulde bekræftet mine forventninger: Elbilen er enkel og ren, har god acceleration, og der er ingen røg, støj og vibrationer.

Den interesse er vokset, og i 2015 havde jeg så selv brug for en ny bil. Jeg havde fulgt Tesla, men syntes, at de var lidt for dyre i forhold til mit behov. Så gik jeg til Mercedes og så på en B Electric, som i øvrigt har motor og batteri fra Tesla, men de var faktisk ikke interesseret i at sælge den. Så jeg gik på nettet og fandt en tysk bil, som jeg importerede og fik indregistreret i december 2015, lige inden der kom afgifter på.

Jeg har siden solgt den og kører lige nu mest i DriveNow-biler. Skal jeg på langtur, lejer jeg en Tesla. Men jeg får snart brug for at blive bilejer igen, og så må vi jo se, hvad der sker.

Da jeg først fik elbil, oplevede jeg, hvor besværligt dét med opladning kan være. Man skal have abonnement og ladekort, det kan være  dyrt, med mindre man binder sig til en bestemt leverandør, og nogle gange virker det alligevel ikke. Så jeg fik lyst til at se, hvad man kunne gøre som alternativ til de etablerede spillere.

 

Du stiftede dit firma sidste år?

Ja, jeg stiftede det i 2017 og er foreløbig den eneste i firmaet. Men der skal jo nok bruges nogle flere på et tidspunkt.

 

Det, du tilbyder, er ladere, men også, hvad man kan kalde services?

Ja. Jeg tilbyder ladere, altså hardware, men jeg tilbyder også, at man som privat kan købe en lader hos Sperto og få afgiftsrefusion for strømmen. Folk er meget glade for flatrate-løsningerne, men for mange kan det faktisk bedre betale sig at betale for den strøm, de bruger, og så få afgiftsrefusion. Hvis du kører mindre end omkring 15.000 km årligt, er det billigere på den måde.

Desuden hjælper jeg offentlige og private virksomheder, der gerne vil kunne tilbyde ladning til deres medarbejdere. De kan købe ladeudstyret hos os. Så betaler vi virksomheden for strømmen og opkræver betaling hos medarbejderne direkte. Medarbejderne får opladningen til en fair pris, og virksomhederne slipper for administrationen og bøvlet med at indberette værdien af medarbejdernes forbrug til Skat. Hvis virksomhederne gerne vil tilbyde gratis ladning til deres gæster eller kunder, kan det også lade sig gøre.

Endelig leverer vi ladeløsninger til det offentlige rum. Laderne i P-huset i Roskilde er den første offentlige installation, vi har stået for, og her er det Roskilde Kommune, der står som indkøber. Snart kommer der også seks ladepunkter på Langeland i samarbejde med Go2Green og Fonden Langelands Elforsyning. Der kommer ni ladepunkter i fem byer. Langeland har ellers været en sort plet på landkortet, når det gælder offentlige ladere, men det bliver der nu rådet bod på til gavn for lokale og ikke mindst turister.

 

 

Og hvad koster det så at lade ved jeres stationer?

I begyndelsen vil det faktisk være gratis. Senere vil man skulle betale via en app eller med et RFID-kort, og så koster det 3,50 kr. pr. kilowattime. Der bliver ikke noget med abonnement, oprettelsesgebyr eller denslags – det skal være enkelt og tilgængeligt.

 

Hvad er dine tanker og visioner for de næste år?

Min drøm er selvfølgelig et landsdækkende Sperto-netværk. Med hensyn til ladeniveauer starter vi jo så med et mellemniveau på 11-24 kW, men måske skal vi arbejde os lidt opad senere.

Det, jeg i bund og grund gerne vil, er at demokratisere opladningen af elbiler. Det skal være tilgængeligt at lade. Det skal være nemt, det skal være billigt, og det skal være alle vegne. Det skal være ligesom med WiFi – ethvert større sted med respekt for sig selv skal tilbyde ladning som en naturlig ting. Og det skal ikke kræve abonnementsordninger og registrering.

 

Man kan læse mere om Sperto og om det nye P-hus  her:

www.sperto.dk

http://roskilde.dk/sortebroedreplads

 

Fotos: Copyright Elbilforeningen FDEL