Redaktionen tog første weekend i december til e-Car Expo i Göteborg. Det var en virkelig stor elbiludstilling, både målt på m2 og antal besøgende. Vi ankom blot en time efter, at messen var åbnet, og her var der allerede rigtig mange mennesker. Udstilingen bestod af et stort udstillingsrum, hvorfra der var adgang til en tilstødende overdækket garage. Garagen blev anvendt til opladning og udlevering af biler til prøveture. Skulle man være sikker på en prøvetur, var det om at skrive sig op hurtigst muligt.

Størst var interessen om Teslas Model 3, Audis e-tron og Jaguars i-pace, men også biler i en mere overkommelig prisklasse trak meget opmærksomhed. Både Kias og Hyundais stande var spækket med mennesker hele dagen.

Tesla Model 3:

På Tesla-standen stod både model S, model X og den nye model 3. Man kunne uden videre få lov til at prøvesidde model S og model X, men det var Model 3, der tiltrak sig det meste af opmærksomheden. Ville man prøvesidde Tesla 3, skulle man skrives op og stille sig i en lang kø. Egentlige prøveture blev ikke tilbudt i Tesla’s biler.

Model 3 er en fantastisk smuk bil. Og det flotte design er også et af de vindglatteste på markedet, hvilket giver bilen et relativt lavt strømforbrug. Bilen er på én og samme tid både enkel og meget avanceret. Enkel, idet der ikke er mange knapper, og avanceret, da man skal betjene alt via den store skærm i centrum af instrumentbrættet. Selv viskere og åbning af handskerum skal betjenes via skærmen. Som altid med Tesla virker det rigtigt godt. Man sidder godt foran. Bagsædet er placeret lavt i bilen, men høje mennesker vil alligevel opleve at komme tæt på taget med hovedet.

Der er god plads i begge bilens bagagerum. Der er både trunk og frunk (bagagerum foran, red.). Bilen er dog kun firedørs. Det kunne have været rart med en stor bagdør, men det tillader det store glastag ikke.

Kia Niro og Soul:

Kia har to fuldt elektriske nyheder på vej til markedet. Den gammelkendte Kia Soul, som bliver faceliftet og opdateret til 64 kWh, og Kia Niro. Soul var ikke udstillet på messen, det var Niro til gengæld.

Niro er en SUV, dvs en lidt høj bil i firehjulstrækkerdesign. Bilen har en opgivet WLTP-rækkevidde på 455 km. (Den er netop af Kia reduceret fra en tidligere opgivet rækkevidde på 485 km pga en fejl i test-proceduren).

Man sidder godt i førerstolen i Kia Niro. Men mens der er fin plads til føreren, er der kun godkendt plads til passagererne på bagsædet. Meget høje personer anbefales at prøvesidde bilen og selv vurdere pladsen.

Bilen kører godt. GPS- og infotainmentsystemet er let at finde ud af. Panelet kørte et par prøveture i bilen, og både som chauffør og som passager er bilen meget rar at opholde sig i. Demobilen var topmodellen med læderindtræk og næsten alt, hvad man kan finde på at putte i af udstyr.

For at vælge gear, benytter man en drejeknap til at skifte mellem D, R, N eller P. Der vælges ved at trykke på knappen. Det virker fint og er let at finde ud af.

Selvom bilen ligner en firehjulstrækker, er den kun udrustet med forhjulstræk, hvilken man hurtigt opdager, hvis man giver bilen noget pedal. Med vinterdæk og over 200 hk har den lidt svært ved at finde fodfæste, hvis man giver den gas.

Bagagerummet virker reelt og let at pakke. Bilen kører godt, og man mangler absolut ikke kræfter, uanset om man kører i sport- eller ecoprogram. Bilen har vandkølet batteri og kan lade med en effekt på op til ca 80 kW på de ladestandere, der tilbyder det.

Hyundai Kona:

Hyundai viste den efterhånden ét år gamle Ioniq-model frem, samt den helt nye SUV Kona.

Kona har en opgivet WLTP-rækkevidde på 483 km. Den minder meget om Kias Niro. Disse biler deler da også mange komponenter, da Hyundai og Kia produceres på samme fabrik i Sydkorea. Selvom bilerne er meget ens, med samme drivlinje og batteri, føles de alligevel forskellige at betjene. Hvor Niro har en drejeknap til gearvalg, har Kona trykknapper, ligesom det kendes fra Ioniq. Hyundais Kona er mindre i kabinen end Kias Niro. Det ser man især på fodpladsen på bagsædet og i bagagerummet. Det forventes, at Niro bliver lidt dyrere end Kona, da det er en større bil. Men har man ikke behov for mere plads, så er Kona et rigtig godt bud på en moderne elbil med lang rækkevidde til en absolut konkurrencedygtig pris. Også denne SUV har vandkølet batteri og kan lade med op til ca. 80 kW på de ladestandere, der tilbyder det.

Hyundai Ioniq:

Ioniq blev præsenteret for ca. 2 år siden. Den har været og er stadig et stort hit for Hyundai, der har kæmpet med at følge med efterspørgslen på det danske marked. Med Ioniq satte Hyundai ny standard for lavt strømforbrug i en elbil. Bilen har samme platform som Kona, men er en længere og lavere bil. Man skal derfor længere ned i knæene for at stige ind i bilen, men når man først er på plads, sidder man rigtigt godt. Ioniq kører rigtig godt. Den har næsten samme infotainmentsystem /selvkørende funktioner, som Kona. Konaens system er bare lidt forbedret.

Ioniq har lav luftmodstand, og det er medvirkende til, at bilen har et rekordlavt strømforbrug. Bilen har et lille batteri sammenlignet med de nyeste elbiler på markedet. Batteriets kapacitet er blot 28 kWh, men fordi den bruger mindre strøm under kørslen, rækker den omkring 200 km, afhængigt af hastighed, vind og temperatur. Den har desuden aktiv luftkøling af batteriet og kan lade med en effekt på 70 kW. Derfor oplever man, at den lader hurtigt og meget stabilt. Langture er på trods af det lille batteri ikke en udfordring med denne bil.

Vi prøvekørte ikke bilen på messen, da turen fra København til messen i Göteborg blev kørt i netop denne bil.

Audi e-tron:

Audi viste deres elbil e-tron på messen. For en ikke-Audi-kyndig ligner den ved første øjekast en helt traditionel Q model, men ved nærmere eftersyn bemærker man, at sidespejlene mangler. E-tron er udstyret med kameraer i stedet for sidespejle. Øverst i døren er en lille skærm, der viser billedet fra spejl-kameraet. Der er masser af plads i kabinen, og kvaliteten af materialer virker god. Drivlinien kan regenerere med rekordhøje 220 kW, når man bremser eller kører ned ad bakke. Der var ikke muligt at prøvekøre bilen.

Nissan

Nissan viste Nissan Leaf 2018 og flere versioner af Nissan Evalia med 40 kWh batteri. Der er ingen nyheder om, hvornår den nye model Leaf med større batteri og (muligvis) batterikøling vil ankomme.
Til gengæld kunne man se nærmere på teknikken på en overskåret model af Nissan Leaf 2018, samt høre om V2G. Man kunne prøvekøre en Leaf 2018 samt en Evalia 40 kWh. Nissan’s elbiler udmærker sig ved at have en tilhørende app, hvorfra man kan styre ladning, forvarme kabinen, kontrollere om bilen lader osv.

Renault

Renault viste ingen nyheder, men havde både den sjove Twizy og Zoe 41 kWh på deres stand. Zoe har været på markedet siden 2013, men blev sidste år opgraderet til et batteri på 41 kWh. Bilen lader med max. 22 kWh på lynladere, og det kan gøre ladestoppene lange. Bilen kan lade på tre faser. Det vil sige, at man hjemme kan lade med 11 kWh, hvis man har en trefaset lader med 16A. Zoe blev vist i to udstyrsniveauer – grundmodel og topmodel.

Twizy er en lille 1-2 personers bil, der er godkendt til at køre på motorvej, men gør det bedst i byen. Døre og vinduer er ekstraudstyr.

BMW

BMW viste i3, man også kunne prøvekøre. På deres stand var der også nogle af deres plugin-modeller og prototypen på en ny IX3.

Endvidere var der udstillet en flot targa-model af i8 PHEV, som man kunne prøvesidde. Desværre var førerstolen kørt meget langt frem, og da der ikke var strøm på bilen, kunne positionen ikke ændres. Derfor var bilen meget svær at komme ind og ud af. Flot så det dog ud, når man satte sig bag rattet. Det var muligt at prøvekøre i3.

Jaguar

Jaguar I-Pace blev vist på udstillingen, og der var også mulighed for at prøvekøre den. Jaguar I-Pace er en meget lækker bil med en imponerende kraft. Til gengæld er strømforbruget også i Jaguar-klassen. Den kører godt, og der er god plads på både for- og bagsæder. Infotainmentsystemet er lidt svært at finde ud af, så vi måtte få hjælp af Jaguar-medarbejderen, der var med på køreturen.

Plug-in-hybrider (PHEV)

Der var en del plug-in-hybrider udstillet, bl.a fra mærkerne Range Rover, Kia, Volvo, BMW, Mini og Mitsubishi. Der stod også en Porsche plug-in-hybrid på en stand, der viste ladestandere, men den var ikke det store trækplaster. Man kunne prøvekøre Kia Niro PHEV, Kia Optima PHEV, Mini PHEV samt en BMW e330 PHEV.

Retrofit

Mange har en drøm om at bygge en brændstofbil om til elektrisk bil, men i Danmark er det stort set umuligt. Lovkrav til test osv. gør det urealistisk dyrt. I nogle andre lande forholder det sig dog anderledes. På messen var der flere firmaer, der viste ombyggede elbiler. Bl.a. kunne man se MGA, Triumph Speedfire og Volvo P1800. De var alle utrolig smukke og meget flot forarbejdet, og desværre også utrolig dyre: Man skal først investere i en flot donorbil, der eventuelt skal restaureres, og efterfølgende have tegnebogen op til den specielt tilpassede drivlinje og batteripakken. Har man pengene til det, kan man få en fantastisk smuk elbil, der er omhyggeligt ombygget for at få køreegenskaberne opdateret.

Prototyper

Volvo viste denne selvkørende vision. Der er ikke nogen førerplads, men en sofa, to lænestole og et bord imellem. Det er spændende, hvornår dette eventuelt bliver til virkelighed.

Unity Sweden AB udstillede prototypen af deres lille bybil på el. Bilen er meget smallere end e-Smart, og det gør, at man let vil kunne smutte rundt i byen. Bilen er crowdfundet, og man regner med, at den første bil kommer på gaden allerede i 2019. Der findes flere prototyper, men dog kun én kørende. Den udstillede model var en prototype, der ikke kunne køre.

Nobe viste denne smukke, lille og retro-Alfa-Romeo-lignende bil som en tidlig prototype. Den havde endnu ingen vinduer. De vinduer, man kan se på billederne, var blot klistermærker. Bilen har kun tre hjul.

Små elektriske knallert-biler og lignende

Der var mange små sjove mikroelbiler. Her er nogle af dem:

Eloped Z21 er en topersoners lille knallert 45 elbil, hvor der er mulighed for at klappe et meget lille bagsæde op, så der kan sidde to små børn. Jeg kunne godt sidde bagi, men pladsen var ret snæver.

Hummer (i miniudgave)
Har du altid drømt om en Hummer, men vil du hellere køre elbil, og kan du nøjes med at køre 45 km/t, så findes denne model. Man kan endda få den med træk, og den må trække op til 200 kg. Den lille elektriske Hummer kan også fås som golfvogn.

Mini lastbil:

På messen var der flere små lastbiler, der er perfekte til at køre i parker og lignende. Man kunne endda få én, hvor man kan montere sneplov.

Zebee:

Denne lille sjove “knallert 45”-elbil er en prototype fra et svensk firma. De har en vision om, at den skal være selvkørende i fremtiden.

El scootere og elcykler:

Der var en stor afdeling for el-cykler og scootere. Og det var muligt at prøve dem, hvilket var et hit hos mange store børn og voksne. De kunne testes på en lille testbane, og det var sjovt at se alle de flotte cykler, scootere og endda knallert 45-biler køre rundt på banen. Det lignede næsten myldretiden i en asiatisk by.

Elbiler til de yngste:

Der var flere meget flotte modeller af elbiler til børn, og det gjorde stor lykke, at børnene kunne teste dem på en kørebane. Når disse børn er voksne, kommer de med garanti til at køre i elbiler.

Bådmotorer.

Der var også en stand for bådmotorer. Indtil for nylig har det kun været muligt at finde kraftige elbådmotorer som indenbordsmotorer, men nu kan de også fås som udenbords. Elpåhængsmotoren, der var udstillet, har 450 hk. Prisen skulle være sammenlignelig med en tilsvarende benzinmotor, men så skal man lægge batteri oven i prisen. Og for at kunne levere 450 hk, skal det være et stort batteri. Til gengæld kan man glæde sig over støj- og lugtfri sejlads.

Øvrige stande. Der var rigtig mange stande for ladeløsninger og ladeoperatører. Også disse var flittigt besøgt.

Jeg vil vurdere messen som værende en stor succes ud fra udbuddet af de spændende ting, man kunne se, samt de mange interesserede besøgende. Jeg skal helt klart også med på messen næste år.