“Fjorden rundt i elbil” er sjov for alle!

For tredje år i træk afviklede Elbilforeningen søndag den 14. juni “Fjorden rundt i elbil”, en hyggetur rundt om Ringkøbing Fjord for medlemmer og deres familier. Vi har talt med arrangøren, Carsten Leidesdorff Skov, der selv bor i Ringkøbing og har fjorden som nabo. Årets turplanlægning var nøje afstemt med de særlige krav nødvendiggjort af sundhedskrisen.

En helt nyslået elbilist deltog i arrangementet. Han deltog alene i sin nye BMW i3. Han havde oprindeligt inviteret sin kone med, men hun havde dog afslået med begrundelsen, at det nok ville blive for nørdet for hende. Efter turen var han meget begejstret og ville køre hjem igen og berette, at det ingenlunde havde været nørdet.

Arrangør af Fjorden rundt: Carsten Leidesdorff Skov

Carsten, forklar læserne, hvad Fjorden Rundt går ud på?
“Fjorden Rundt i elbil” er et årligt familie-hyggearrangement, som vi i år har afholdt for tredie gang.
Deltagerne bliver ført rundt om Ringkøbing Fjord ad en i forvejen planlagt rute, hvor de kommer helt tæt på hav, fjord, hede, naturreservater, idylliske fiskerlejer, turistattraktioner og andre spændende steder undervejs.

– Traditionen tro er der hvert år en konkurrence med opgaver, som besvares i løbet af dagen – og det er absolut en fordel at være flere i bilen.

Hvordan fandt du på dette arrangement?

– Ideen blev “født” i foråret 2018 hjemme på terrassen, hvor min hustru og jeg sammen med Elbilforeningens forkvinde, Anna Hilden, og hendes mand delte et par flasker hvidvin.
Så retfærdigvis er det lige så meget Annas og vores ægtefællers idé og ikke kun min.
Og formanden har også alle tre år været involveret i turbeskrivelsen og kommet med input til konkurrencen. 

Hvor mange deltager på sådan en tur?

– I år deltog 16 biler, de to første år var vi henholdsvis 21 og 20 biler. Så lidt færre biler i år, hvilket formentlig skyldes Covid-19 situationen. Men antallet af biler er ikke så afgørende – det, der betyder noget for mig, er, at dem, der er med, får en hyggelig dag og møder andre elbilister.

– Den største udfordring i årets tur var, at arrangementet var omfattet af forsamlingsforbudet.
Derfor var jeg gennem flere uger i tæt dialog med først Midt- og Vestjyllands Politi og senere Rigspolitiet for at få afklaret, hvordan vi kunne overholde alle regler og samtidig gennemføre turen. Politiet var meget samarbejdsvillige, og alt forløb uden problemer.

– To nyskabelser i årets tur var, at konkurrencerne foregik uden fysisk kontakt med de andre deltagere, og at man kunne tage nogle genveje undervejs og dermed efter behov fravælge/spare nogle kilometer på turen. Årets samlede rute var på 151 km, men den korteste mulige vej rundt om Ringkøbing Fjord er kun 104 km, og det var der et par stykker, som var nødt til at vælge på grund af bilens rækkevidde. Andre forskelle fra tidligere år var, at vi plejer at invitere publikum før start og også har samledes til fællesspisning, fortællinger og konkurrencer ude på ruten. Det kunne naturligvis ikke lade sig gøre i år, men det håber jeg da, at vi kan gøre igen til næste år.

– En af konkurrencerne i år var en fotokonkurrence i fem forskellige kategorier: Elbil, fjord, hav, vilde dyr og by. Medlemmer af foreningen kan se de nominerede og deltage i afstemningen på Facebook-gruppen Elbilforeningen FDEL – kun for medlemmer til og med søndag d. 28. juni.

Hvem er deltagerne i sådan et arrangement? 

– Deltagerne kom – igen i år – fra hele landet. De to, der havde kørt længst for at være med, bor i henholdsvis Brønshøj i København (350 km) og Frederikshavn (240 km). De pågældende deltagere valgte at gøre turen til en miniferie og overnattede en nat eller to her i området.

– Jeg er mest imponeret over dem, der kommer langvejs fra for at være med. Her vil jeg gerne fremhæve vores deltager fra Frederikshavn, Hans Hansen. Han kører i en ældre Nissan Evalia med et ret lille batteri, hvilket for de fleste ville være en uoverstigelig udfordring. Men Hans er uofficiel Danmarksmester i elbil-økonomikørsel og formår at køre med så let speederfod, at han kan komme hele vejen rundt om Fjorden uden ladepauser undervejs. Og her vil jeg tilføje, at Ringkøbing-Skjern-området langt fra er den ladeudørk, som det var for bare et par år siden. Men derudover havde vi stort set alle elbiler på markedet repræsenteret i årets felt, med en stor, flot Tesla Model X i den ene ende af prisskalaen, nogle helt nye biler fra BMW, Kia, Hyundai og Tesla midt i feltet samt et par mere ydmyge Nissan LEAF’er i den anden ende af skalaen. Men alle biler kom rundt og deltagerne så glade ud undervejs.

Hvorfor tror du, der er så stor tilslutning?

– Jeg tror, Fjorden Rundt er blevet populær, fordi den på én gang er en konkret familieudflugt  med et klart mål, og samtidig appellerer den til den indre stifinder og dét konkurrence-gen, som nogle af os er udstyret med.

Hvad er grunden til at turen kan gentages, tror du?

– Mit umiddelbare svar er, at der jo kommer nye elbilister til hvert år, og at det er nemt, unørdet og fuldstændig ufarligt at deltage i dette arrangement. Og de fleste vil nok tænke at “det prøver vi én gang og så aldrig mere”. Men i praksis viser det sig, at fem af de deltagende familier har været med alle tre år, og at nogle af dem er blevet private venner undervejs. Det viser jo med al tydelighed, at Fjorden Rundt også har en betydning for sammenhængskraften i vores forening – og det er jeg da ret stolt af at være en del af.

Gentager du turen næste år?

– Det korte svar er JA! Det lidt mere detaljerede svar er, at jeg til næste år (forhåbentlig sammen med min hustru) vil være helt almindelig deltager i “Fjorden Rundt i elbil”, fordi Anna Hilden og hendes mand har tilbudt at stå for næste års konkurrence. Det glæder jeg mig meget til at prøve.

Familien Garbow – endelig i mål ved hurtigladeren i centrum af Ringkøbing.

 

Andre lignende ture:

Elbilforeningen arbejder på at lave lignende ture på Sjælland og Fyn.

Tour de Flens omkring Flensborg Fjord, arrangør: ProjectZero i Sønderborg.