Tryk på spørgsmålet for at se svaret.

Hvad koster det at eje en elbil?

Det er billigt at køre i elbil, da udgifterne til strøm er lave. Da elbilen er meget simpel mekanisk set, er den som regel også billig i service og reparationer.

Udbuddet af elbiler inkluderer både dyre biler og biler, der er tæt på prisen for tilsvarende benzin- og dieselbiler. For eksempel Nissan Leaf og Hyundai Ioniq.

Se oversigten over elbiler på det danske marked.

Læs også: Hvordan oplader man en elbil – og hvad koster det?

Hvor lang tid tager det at oplade en elbil?

Der er flere måder at lade på

Der er ikke et enkelt svar på hvor lang tid det tager at lade en elbil. Der er nemlig flere muligheder for opladning, og det foregår med forskellig hastighed. Som eksempel er der for hver mulighed angivet hvor hurtigt Hyundai Ioniq Electric 28 kWh kan lade angivet i et gennemsnitligt antal kilometer per minut (udregnet efter et gennemsnit med 7 km per kWh).

Ved mormorlader

Et mormorkabel er et ladekabel, der følger med bilen, og det kan bruges i en almindelig stikkontakt. Hvis man har en elbil med et mindre batteri, kan den lades fra 0-100% i løbet af en nat.

Hyundai Ioniq: Cirka 0,2 km per minut.

Ved hjemmeladeboks eller destinationslader

Hvis man har mulighed for at installere en ladeboks derhjemme, eller kan parkere ved en almindelig ladestander, så kan man lade med en effekt mellem 3,7 kW og 11 kW. Effekten afhænger af bilens ”interne oplader”. Den interne oplader er som regel dimensioneret, så bilen kan oplades 0-100% på under 10 timer.

Hyundai Ioniq: Cirka 0,4 km per minut (lader kun med 3,7 kW).

Ved hurtiglader

Når man kører langt og får behov for at lade, kan man stoppe ved en såkaldt hurtiglader, der kan lade med en effekt på cirka 50 kW. Det er dog ikke alle elbiler, der kan hurtiglades, og det er forskelligt, i hvor høj grad bilerne kan udnytte de 50 kW. Mange elbiler med mellemstort batteri kan lade fra 0-80% på cirka 30-40 minutter.

Hyundai Ioniq: Cirka 5,3 km per minut.

Ved lynlader

Lynladere kan levere en effekt mellem 100 kW og 350 kW. Det er dog ikke alle elbiler, der kan modtage så høje effekter.

Hyundai Ioniq: Cirka 8,2 km per minut (denne bil udnytter cirka 70 kW ved lynladning).

Ladetider ved lynlader for andre elbilmærker

I tabellen herunder kan man se sammenhængen mellem ladetid og den distance, der er opnået på en række forskellige elbiler. Kilde: Tesla-Bjørns Youtube Kanal

Ladetid i minutter
5 min 10 min 15 min 20 min 30 min 35 min
Bilmodel/ opnået rækkevidde i km
Tesla Model 3 140 km 246 km 319 km 370 km 437 km -
Porche Taycan 104 km 176 km 239 km 297 km 342 km 360 km
Audi e-Tron 48 km 100 km 152 km 204 km 285 km 311 km
Tesla Model X 45 km 101 km 146 km 197 km 278 km 308 km
Mercedes EQC 37 km 79 km 125 km 166 km 241 km 270 km
Kia e-Soul 41 km 77 km 118 km 157 km 231 km 258 km
Hyundai Ioniq 35 km 75 km 121 km 163 km - -
Jaguar i-Pace 38 km 71 km 108 km 142 km 213 km 242 km

Læs også: Hvad koster det at oplade en elbil?

Hvor langt kører en elbil på en opladning?

BMW i3 - en bil, der overrasker

Hvor langt en elbil kører på en opladning, kan der ikke gives et entydigt svar på. Elbilerne der fås på markedet er meget forskellige med hensyn til vægt, form, software- og batteridesign. Dertil kommer forhold som vejr, temperatur, underlag og hastighed, der også spiller ind.

 

Rækkevidde opgives som en cyklus-standard

Bilers rækkevidde opgøres efter officielle cyklus-standarder. Den gældende EU cyklus-standard for bilers rækkevidde hedder WLTP. Den afløser NEDC.

Se en detaljeret forklaring af WLTP-cyklussen på Færdelsstyrelsens hjemmeside.

Det er denne standard-opgørelse du møder, hvis du læser bilfabrikanternes specifikationer på bilen, og højst sandsynligt også når du taler med bilsælgeren.

 

Hastighed og vejr har indflydelse

Rækkevidden i en elbil reduceres ved høj hastighed og i koldt vejr. Det samme er gældende for benzin- og dielselbiler, men her ligger man knap så meget mærke til det fordi rækkevidderne er længere.

Nye elbiler i mellemklassen, for eksempel Hyundai, Kia, Nissan og Renault, kører typisk 300-400 km ved landevejskørsel på en opladning, kortere ved motorvejshastighed og længere ved bykørsel. Tesla kører generelt noget længere.

Lidt ældre elbiler kører typisk 150-200 km på en opladning.

 

Der er en indikator i instrumentbrættet

Elbiler angiver altid den resterende rækkevidde i instrumentbrættet, og det hjælper føreren med at vurdere, om man skal stoppe ved en oplader på ruten. Det er forskelligt fra bilmærke til bilmærke, hvor nøjagtigt dette estimat er.

Når du lærer din elbil at kende på baggrund af dit personlige kørselsmønster, vil du nemmere kunne gennemskue om tallet holder stik. Du får altså med tiden en bedre fornemmelse for bilens reelle rækkevidde.

 

Første generation af elbiler

En brugt, lidt ældre elbil kan være et godt og økonomisk fordelagtigt alternativ til at købe en elbil fra ny. Især hvis den skal være husstandens bil nummer to, eller hvis man kører mindre end 100 km pr dag.

 

Så lang tid tager det at opnå forskellige rækkevidder på en lynlader

I tabellerne herunder kan man se sammenhængen mellem opladningstid og den afstand man kan køre ved forskellige bilmærker. Kilde: Bjørn Nylands Youtube-kanal

Man behøver ikke fylde bilen helt op, hver gang man lader, hvis man kan lade på sin destination.

Opnået rækkevidde i km
50 km 100 km 150 km 200 km 250 km 300 km 350 km
Bilmodel/ tid i minutter
Tesla Model 3 2 min 4 min 6 min 8 min 10 min 14 min 18 min
Porche Taycan 3 min 5 min 8 min 12 min 16 min 20 min 32 min
Audi e-Tron 5 min 10 min 15 min 20 min 25 min 33 min -
Tesla Model X 6 min 10 min 16 min 21 min 27 min 34 min 45 min
Mercedes EQC 7 min 12 min 18 min 25 min 32 min 40 min
Kia e-Soul 7 min 13 min 18 min 25 min 33 min 42 min 61 min
Hyundai Ioniq 7 min 13 min 19 min 30 min - - -
Jaguar i-Pace 7 min 14 min 21 min 29 min 37 min 49 min

 

Læs også: Hvad koster det at oplade en elbil?

Er det nødvendigt med et abonnement hos fx Clever eller EON?

Nej! Man kan godt lade hjemme uden abonnement, og det er også muligt at afregne opladning på offentlige standere efter forbrug. Se for eksempel:

Hvordan oplader man en elbil og hvad koster det?

Hvis du vil gøre brug af afgiftsrefusionsordningen, skal du blot lave en aftale med et firma, der tilbyder en serviceaftale.

Hvordan finder jeg ud af, om elbil er noget for mig?

Det kan være en god ide at kontakte en elbilsejer, der kan fortælle om livet med elbil. Elbilsforeningen FDEL formidler gerne kontakt gennem ordningen Elbilambassadør

Derudover kan man leje en elbil eller prøve en delebilsordning. Man skal dog være opmærksom på, at de forskellige elbilsmodeller har meget forskellige egenskaber med hensyn til for eksempel rækkevidde og hurtigladning, så det er ikke sikkert, at testbilen passer til ens behov.

Nogle forhandlere tilbyder også, at man kan låne en elbil nogle dage.

Er elbiler overhovedet miljørigtige?

Om elbiler er miljørigtige må ses i forhold til alternativerne. I forhold til at gå, cykle eller bruge offentlig transport er elbilen ikke miljørigtig. I forhold til diesel- og benzinbiler er den.

Udstødning og larm

Først og fremmest er elbilen en klar gevinst for det lokale miljø, da den ikke har udstødning og larmer mindre.

 

CO2-udledning

Elbilen har også væsentligt lavere CO2-udledning per kørt kilometer end benzin- og dieselbiler.

 

Energiforbrug under batteriproduktion

Under produktionen af elbilens batteri bruges der en del energi. Batteriproduktionen har et klimaaftryk, der er afhængig af den strøm, der anvendes lokalt i de batteriproducerende lande. Elbilen bliver derfor først klimavenlig, når den har kørt et vist antal kilometer, Men denne balance forbedres år efter år, da både den lokale strømproduktion og batteriproduktionen løbende forbedres.

Kilde: Energinet 25. juni 2019, Miljødeklarering af 1 kWh el for 2018.

Link til Energinets notat: Miljdeklarering af 1 kWh el 2018.

 

Energiforbrug under kørsel

I Danmark er elbiler en meget vigtig brik i den grønne omstilling. Dette skyldes, at Danmark har mange vindmøller og derfor i blæsevejr har meget lave strømpriser, der presser indtjeningen på vindstrøm. I kraftigt blæsevejr er der en overkapacitet af vindstrøm, der bevirker, at vindmøller lukkes ned, når vi hverken kan bruge eller eksportere strømmen. En øget omlægning fra fossile brændsler til strøm vil i det hele taget sikre, at vindstrøm forbliver rentabelt selv med endnu mere vindkraft i Danmark.

Elbiler er netop en mulighed for at omlægge fra fossile brændsler til strøm. Mange elbilejere programmerer endda deres biler til at lade om natten, hvor strømforbruget er lavest og strømmen ofte er både billigst og har lavest CO2 belastning.

Kilde: Klimarådets baggrundsnotat ”Hvor klimavenlige er elbiler sammenlignet med benzin- og dieselbiler?” Et samlet billede over bilernes CO2-udledning

Læs også: På videnskab.dk Er elbiler bedre for klimaet end benzin- og dieselbiler? og på dr.dk Klima Krig i kommentartråden: Er elbiler grønne eller sorte?

Er elbiler også gode for miljøet selvom strømmen bliver produceret på kul?

Ja, dette skyldes, at elbiler udnytter energien meget effektivt.

Kilde: https://electrek.co/2017/11/01/electric-cars-dirty-electricicty-coal-emission-cleaner-study/

I Danmark har vi dog et meget grønt strømmiks, så elbilen er en stor fordel både for lokalmiljø og klimaet.

Bemærk at ekstra elbiler ikke blot bevirker, at der skrues mere op for de fossile brændsler på kraftværkerne: Danmark har så meget vindstrøm, at vi til tider ikke kan bruge strømmen og stopper møllerne. I de kommende år får Danmark endnu mere vindstrøm, da flere nye havvindmølleparker er under opførelse.

Læs evt. også:  Er elbiler bedre for klimaet end benzin- og dieselbiler?eller Krig i kommentartråden: Er elbiler grønne eller sorte?

Jeg har ikke mulighed for at lade hjemme - hvor skal jeg så lade?

Man kan lade ved offentlige ladestandere, for eksempel parkeringspladser. Find en ladestader via https://plugshare.com

Man kan også lade på hurtigladere, for eksempel mens man køber ind. Endelig er mange firmaer lydhøre for at opsætte lademuligheder, så man kan lade når man er på arbejde.

Det er altså muligt at lade sin elbil uden egen ladeplads, men det kræver lidt mere omtanke.

En mindre elbil passer fint til mit daglige kørselsbehov, men om sommeren kører jeg sydpå i 3 uger med min store campingvogn. Hvilke muligheder har jeg?

Der er i øjeblikket ikke ret mange elbiler, der har mulighed for at trække en campingvogn. Man kan overveje at leje en bil til sommerferien.
Man kan derudover fint køre på længere ferieture i de elbiler, som enten har lang rækkevidde og/eller tillader flere hurtigladninger på en dag.

Jeg kører ofte med en mindre trailer - kan elbiler det?

Nogle få elbiler er godkendt til at trække en trailer og andre kan få ”cykeltræk”. I løbet af de næste par år må man forvente at træk bliver prioriteret højere hos producenterne, så flere elbiler godkendes til træk.

Er køreoplevelsen i en elbil lige så god som i en konventionel bil?

Bedre. Der er ingen vibrationer og støj fra motoren. Bilen kører glidende – helt uden gearskift. Motoren leverer fuld trækkraft med det samme, og accelerationen er forrygende.

Det er virkelig en fornøjelse at starte uden en lyd og kunne føre en ubesværet samtale i bilen.

Om vinteren har man mulighed for at opvarmning og optøning af bilen og kabinen før man tager afsted.

Intet slår at prøve en elbil – så kom afsted til en forhandler og få en prøvetur.

Er det dyrere at købe en elbil end en konventionel bil?

Ja, elbiler er stadig lidt dyrere end tilsvarende benzin- og dieselbiler – men måske ikke så meget, som du tror. De ekstra omkostninger bliver opvejet at mindre driftsomkostninger.

Desuden har elbiler normalt et meget højt udstyrsniveau.

Eksempler på prisvenlige elbiler findes for eksempel hos Hyundai elbiler, Nissan elbiler, VW elbiler og Renault elbiler.

Kræver elbiler meget service?

Nej, der er væsentlig færre komponenter der slides – og der er for eksempel ingen motorolie. Selv bremserne slides mindre, da elbilen kan bremse ved at lade strøm tilbage på batteriet. De fysiske bremser bruges derfor meget mindre.

Kan jeg lade min elbil via en almindelige stikkontakt?

Ja, men som permanent løsning er det bedre at få lavet en industrikontakt eller en ladeboks. Læs også om Mormorkablet

Er der lande, hvor elbiler er mere udbredt end i Danmark?

Ja, der er for eksempel rigtigt mange elbiler i Norge. Holland er også godt med.

Hvordan er værditabet på en elbil i forhold til en konventionel bil?

Lige nu føler de fleste, at værditabet på en benzin- eller dieselbil er nogenlunde forudsigeligt, hvor elbiler er mere ukendt territorium. Der er dog stor bekymring om brugtpris-udviklingen for dieselbiler i Tyskland, hvor der er indført miljøzoner med restriktioner for visse dieselbiler.

Omvendt er der stigende efterspørgsel på elbiler og lang ventetid på flere modeller. Mange brugte elbiler fra Danmark bliver eksporteret til Norge på grund af endnu længere ventelister i Norge.

Det kan være svært at forudsige hvordan et marked udvikler sig for eksempel 4 – 5 år frem i tiden, men der tegner sig et billede af, at forurenende biler har tiden imod sig.

Hvilke muligheder findes der for at oplade hvis jeg fx skal køre fra den ene ende af landet til den anden?

Der er mange ladestandere. Hvis man begiver sig på langfart er det mest interessante hurtigladestationerne. Man kan få et godt samlet overblik over ladestationer på:

https://www.plugshare.com/

Er der mulighed for at oplade på færger (fx Rødby - Puttgarden)?

Ved nogle færger kan man bestille plads til opladning når man bestiller billetter. Der kan også være opstillet ladere, som man kan bruge, mens man venter på at komme ombord på færgen.

Hvad sker der hvis bilen løber tør for strøm? Kan man så hverken betjene fx elruder eller tænde havariblink?

Der er altid en vis reserve i batteriet, så det altid er muligt at betjene elruder og havariblink.

Det er ikke mange elbilejere, som har prøvet at løbe tør. Bilen hjælper med at estimere den resterende rækkevidde, så man kan vurdere, hvornår det er passende at lade.

Når jeg tænker på elbiler, ser jeg den lille Ellert fra 70' erne for mig. Der er forhåbentlig sket en udvikling siden da?

Elbiler er i dag en rigtig bil – og helt overlegne i for eksempel komfort og acceleration. Efter at have haft en elbil, har de færreste lyst til at gå tilbage til de traditionelle biler igen.

Hvor mange producenter laver egentlig elbiler? Er det kun Tesla, eller er der andre?

Der er efterhånden en del producenter, der har elbiler i sortimentet, for eksempel: Nissan, Renault, Hyundai, Kia, VW, BMW, Audi, Jaguar og Tesla.

Jeg har hørt, at der er væsentlig flere elbiler pr. indbygger i Norge end i Danmark. Er det rigtigt, og hvis ja, hvorfor?

Der er væsentligt flere elbiler per indbygger i Norge. Her har politikerne bevidst skabt fordele for elbiler, som har gjort det meget attraktivt at anskaffe en sådan.

I Danmark har der været skiftende ordninger for afgifter, og samtidig har man sænket afgifterne for de traditionelle biler.

På trods af dette er der stigende interesse for elbilen i Danmark.

Elbil og hybridbil - er det ikke bare to ord for det samme?

Nej, der skelnes mellem tre typer:

  • En elbil kører kun på el.
  • En plugin-hybrid (eller ladbar hybrid)har både en elmotor, et batteri og en benzinmotor. Den kan lades fra en stikkontakt eller ladestander. Dens batteri er mindre end elbilens, så den kan for eksempel køre 50 km på el.
  • En almindelig hybridbil (uden plugin) har også en elmotor, et mindre batteri og en benzinmotor, men den kan kun lades ved at opsamle strøm, når bilen bremser. Den kan derfor kun køre meget kort på el.

I en plugin-hybridbil behøver man ikke planlægge opladning på farten, og man kan køre relativt miljøvenligt, hvis man kan køre de fleste kilometer som korte distancer på el. En plugin-hybridbil har dog ikke alle elbilens fordele. De fleste modeller kan for eksempel ikke hurtiglades, og benzinmotoren starter måske blot ved brug af varme i kabinen eller ved høj fart. Samtidig er der (som i en almindelig bil med forbrændingsmotor) en hel del mekaniske dele, der kan gå i stykker.

En almindelig hybridbil (uden plugin) kan man tænke på som en benzinbil med forbedret brændstoføkonomi, da den blot minimerer den tabte energi ved opbremsning.

Jeg vil gerne køre elbil, og jeg vil gerne lade hjemme. Hvordan får jeg lettest monteret det nødvendige ladeudstyr?

“Af alle de biler jeg har haft siden 1983 er elbilen den sjoveste, mest komfortable og mest økonomiske. What’s not to like?”

Carten L. Skov

Svendborg 2018