Power modes

Jeg gør det for pengenes skyld

Følgende er et indlæg fra et medlem. Du bør derfor forvente en beretning baseret på personlige erfaringer og meninger. Det er både underholdende, humoristisk og overraskende læsning. Har du også lyst til at skrive en personlig beretning, så indlever det og billeder til sekretariatet@fdel.dk.

En tilståelse

Egentligt vil jeg gerne ses som den miljøvenlige og fremadtænkende ”first mover”. Sådan en som andre ser op til og som tager de første skridt til en bedre verden. Sådan en af dem, der har visioner og viser vejen til hvordan man kan gøre tingene på en anden og bedre måde. Det er bare ikke den eneste sandhed. Jeg gør det også for pengenes skyld.

 

Solcellerne på forfatterens parcelhus

Solcellerne

Da vi fik solceller på taget, var det efter moden overvejelse, som en af de første på den ”gode ordning”. Faktisk brugte jeg op imod 10 minutter på at gennemskue, at der var over 250.000 kr at hente og så var den beslutning taget.
Det var også den gevinst der gjorde to andre naboer interesserede.
En lidt ældre genbo havde standhaftighed til at sige nej til det gode tilbud. ”Hvis det lyder for godt til at være sandt, så er det nok også for godt til at være sandt” var hans kommentar, og så syntes han at de der plader på taget var grimme (Han ender nok med at få ret, sådan som Energistyrelsen har travlt med at underminere gevinsten på sol-el).

 

Elbilen

Lige nu er der fordele at hente hvis man har modet til at tage skridtet og køre elektrisk.
Lad os først opsummere de åbenlyse fordele:

  1. fed acceleration
  2. ingen støj og vibrationer
  3. højt udstyrsniveau
  4. man bliver en af få, der bliver lagt mærke til
  5. Ingen tankning. Det bliver overstået på 20 sekunder derhjemme når man sætter stikket i
  6. lavt energiforbrug
  7. Lav afgift (mange slipper helt)
  8. Parkeringsfordele. (Elbiler slipper for at betale for parkering på udvalgte pladser i Aalborg)
  9. lave udgifter til vedligehold og drift
  10. lave forsikringsomkostninger
  11. kun lidt dyrere grøn ejerafgift end en lille dieselbil

Men som sagt, det er pengene der vejer tungest.

 

Sandsynlighedsregning

For at forstå hvorfor elbiler er økonomisk attraktive skal vi lige en tur forbi matematikken bag sandsynligheder.
I sin tid skrev jeg speciale i pålidelighed af elektroniske systemer som afsluttende eksamen. Det gav et godt indblik i, hvad der påvirker pålidelighed i systemer generelt.
En af de væsentlige parametre, er hvor mange enkelt komponenter der indgår. Dvs. jo flere komponenter der skal spille sammen, jo mere kan der gå galt. Så man skal hæve pålideligheden markant på alle komponenter for at hæve pålideligheden på systemet.
Indrømmet, det er bare en smart, snørklet måde at udtrykke det som alle ved: ingen kæde er stærkere end det svagest led. Og skal man forbedre en kæde, så skal alle led gøres stærkere.

Hvad har det med økonomi at gøre? Svaret er kort: Alt.

Lad os antage at de forskellige komponenter der indgår i en bil, har cirka lige stor sandsynlighed for at fungere korrekt. (Det er en antagelse jeg syntes er rimelig, når man sammenligner en elektrisk bil med en fossil bil).

Det er så antallet af komponenter der afgør sandsynlighed for om man oplever nedbrud. Nedbrud koster som regel penge, så jo færre komponenter i et system, jo mere pålideligt er det. Og jo mere pålideligt det er, jo mere økonomisk vil systemet være. Heraf følger logikken: Med et relativt færre antal komponenter i et system, vil det være nemmere at hæve systemets samlede pålidelighed.

Her vinder en elbil stort. Der er meget færre mekaniske komponenter der indgår i en elbil. Empirien (erfaringsindsamlingen) har da også vist at det er tilfældet.

Det er også den samme betragtning der får mig til at gå langt uden om hybridbiler. Der er langt flere komponenter, der kan gå i stykker i sådan en.

 

Familiebudgettet for VW Caravelle og Dacia Lodgy

En gennemgang af de sidste års bilbudgetter giver en god idé om hvad der kan spares for vores families vedkommende.
Fra 1998 til 2016 kørte vi VW Caravelle TDI. Håbløst uøkonomisk. Bare service på sådan et bæst koster op mod 30.000 – 40.000 kr om året. Ejerafgift og forsikring er ca 24.000 kr. og så kommer forbrug oven i. Sådan lige over 1 kr pr kilometer i Diesel (9,5 km per liter). Men jøsses hvor er der meget plads i sådan et køretøj. Jeg tror vi flyttede 2 m3 af fast inventar og skrammel ud af bilen da vi skulle af med den.
Jeg glemmer aldrig den dag vi fik besked om at gearkassen var røget. Sådan en koster op mod 80.000 Kr.
Turboer og højtryksdieselpumper er også dyre. Det ved jeg af erfaring.
Så sådan cirka 90.000 kr om året bare i drift.

Caravellen blev skiftet ud med en Dacia Lodgy i 2016 og jeg kiggede på det tidspunkt stadig langt efter at få en ordentlig elbil.
Forsikring, ejerafgift og service på Lodgyen løb op i ca 13.500 kr det første år.
Vi kører ca 25.000 pr år så dieselforbruget koster ca (25.000/15,5 * 9,5) 15.322 kr pr år.
Så omkring 29.000 kr pr år i drift.

Hyundai Ioniq

Familiebudgettet for elbilen

Efter nøje granskning af markedet blev vi enige om at satse vores fremtid på en Nissan LEAF 2.0. Valget var svært da Hyundai Ioniq også er en rigtig fin bil, men i Danmark desværre mere sjælden end en enhjørning. Efter at have prøvet LEAFen måtte vi desværre konstatere at den ikke kunne dække vores kørselsbehov og vi besluttede os derfor for at prøve at få fat på en Ioniq alligevel. Det lykkedes til sidst og vi blev elektrisk kørende juli 2018.

Jeg forventer at økonomien bliver sådan her.

Forsikring, ejerafgift og service løber cirka op i 6.150 kr. Forbrug ca 6.948 kr.
Så omkring 13.100 kr om året. Og så må vi tage med, at det er gratis at parkere i Aalborg.

 

Samlet overblik – forbrug

 

Løbende omkostninger VW Caravelle Håbløs kr pr år
Løbende omkostninger Dacia Lodgy 29.000 kr pr år
Løbende omkostninger Ioniq 13.100 kr pr år

 

Så der er sparet ca 16.000 kr pr år ved at skifte Lodgy’en ud med Ioni’en. Desuden er brændstofudgiften til Ioniq ikke variable (Vi har flat rate hos Clever/E.ON). Det en betydelig større besparelse end solcellerne. Gad vide hvad der holder danskerne tilbage? Jeg har i hvert fald ikke tænkt mig at bruge mere end 10 min på overvejelserne. En fed bil og penge i lommen. Det bliver ikke bedre!

Hvis forventningerne holder stik, er der sparet op mod 80.000 kr på driften over en 5-årig periode ved at køre elbil. Også selv om Hyundai Ioniq er betydelig dyrere i indkøb end Lodgy’en.

Naboer er så småt begyndt at blive interesseret i, hvad der står parkeret i vores indkørsel. Og jeg vil sige til dem: “Der er penge at spare….”