Nu kan det betale sig at lade firmabilen op

1. juli trådte nye beskatningsregler i kraft for opladning til plug-in hybrid firmabiler. Elbilforeningen glæder sig over udviklingen. 

Fra 1. juli skal der ikke længere betales ekstra skat af arbejdsgiverbetalt ladeboks til firmabilen. Det var tidligere alt for oplagt at fravælge ladeboksen til plug-in hybrid firmabilen til fordel for mere udstyr eller mindre beskatning og blot benytte det arbejdsgiverbetalte benzinkort.

Fremover bliver det helt oplagt at tilvælge ladeboksen sammen med plug-in hybrid firmabilen, da den ikke længere vil indgå i beskatningsgrundlaget, men nu kan opsættes uden udgift for firmabilisten. De nye regler bevirker endda, at du nu kan få lov at beholde ladeboksen vederlagsfrit efter mindst seks måneders beskatning af den opladelige firmabil. At ladeboksen må beholdes er især til gavn for fremtidige elbiler, private såvel som firmabiler.

Formanden for Elbilforeningen Christian Nolsøe Nielsen siger: “Vi har set frem til denne dag og glæder os over, at det nu kan betale sig for firmabilister at køre deres plug-in hybrider grønt.”

“Vi glæder os samtidig over, at flere nye spillere i lademarkedet har gjort det let for arbejdsgiverne, at holde styr på opladning til flåden og medarbejderne,” siger pressetalsmand i Elbilforeningen Mads Aarup.

Kilde: https://www2.deloitte.com/dk/da/pages/tax/articles/fri-bil.html.

Topfoto: Copyright Elbilforeningen FDEL