Dyrt at lade elbilen på Scandics hoteller

Hotelkæden Scandic har indgået aftale med Clever og tilbyder nu opladning på alle hoteller. Der er allerede etableret Clever-ladere på 15 af hotellets 27 danske hoteller. Nu udvides tilbuddet til de resterende hoteller. Elbilforeningen ønsker tillykke, men kunne have ønsket sig en løsning, der gav alle elbilister mulighed for at lade til en rimelig pris.

På overfladen ligner det en god nyhed, at alle Scandics hoteller nu tilbyder opladning for hotelkædens gæster. Men Clevers pris for opladning afhænger af, hvorvidt man i forvejen har et abonnement, og det kan komme til at koste danske og udenlandske hotelgæster dyrt. 

Anna Hilden, formand for foreningen, siger: “Den nye aftale er et skridt i den rigtige retning. Scandics gæster skal dog være opmærksomme på, at de vil komme til at betale en høj overpris for at lade, hvis de ikke er Clever-kunder – op til 4 gange så meget, som de normalt ville betale for strøm derhjemme. Dermed er tilbuddet mindre attraktivt for de fleste af Scandics gæster, herunder alle dem, der kommer fra udlandet.”

Vi spurgte Scandic, om de var bekendte med Clevers differentierede prisstruktur, og fik følgende svar fra kommunikationschef Daniel Kirchhoff:

“I Scandic arbejder vi hver dag for at tilbyde mere miljøvenlige hoteloplevelser, og vi er optaget af løbende at afsøge nye muligheder, der har en positiv påvirkning på miljøet. Med introduktionen af et fremtidigt, landsdækkende udbud af ladestandere er vi med til at tilgodese og gøre det let for dem, der har og i fremtiden investerer i en elbil. Det glæder vi os over. Videre er vi altid optaget at levere høj service til vores gæster, hvorfor vi selvfølgelig løbende vil se på, om vi kan gøre det endnu mere attraktivt, for eksempelvis vores stamgæster, at benytte tilbuddet.”

Forelagt spørgsmålet om priserne for ikke-abonnenter siger Clevers kommunikationschef, Henrik Skyggebjerg:

“Det er helt korrekt, at fx turister betaler en højere pris per kilowatttime end Clevers kunder, der enten har et abonnement med ubegrænset opladning til fast pris eller betaler per opladning. Sådan vil det også være i fremtiden. Det sagt, så er Clever klar til at roame med andre udbydere af opladning, der vil gøre det nemmere at være elbilist. Det kræver selvfølgelig, at de andre udbydere går med, men når det sker, forventer vi også at kunne give lavere priser til ikke-kunder”.

Forskellige ladeløsninger blandt hotelkæderne

Elbilforeningen har kigget lidt på, hvilke ladeløsninger de danske hoteller og hotelkæder  tilbyder. Der er flere modeller:

  • Gratis ladning til alle;
  • Fast pris pr. kilowattime uden abonnement, typisk fra 2,50 kr/kWh og opad
  • Fast pris pr. nats opladning, typisk 100-200 kr. 

Flere hoteller har Tesla destinationsladere, som er ladere betalt af Tesla, men installeret af hotellet. De kan benyttes gratis, for det meste også af andre bilister end dem, der kommer i en Tesla. Hotellet betaler for strømmen.

Andre hoteller og hotelkæder har, som Scandic, valgt at entrere med en udbyder, som gæsterne afregner direkte hos. Nogle udbydere tager en meget høj overpris af ikke-abonnenter – typisk 8-9 kr/kWh. Det gør disse løsninger mindre attraktive for flertallet af hotellets gæster. 

Elbilforeningen anbefaler helt generelt løsninger, som alle kan benytte, og som giver alle en fair strømpris. Det gælder ladeoperatørerne, såvel som de hoteller, virksomheder, kommuner og andre, der stiller ladere til rådighed. Derved udnyttes ladeinfrastrukturen bedst, og vi får flest grønne kilometer for pengene. 

Se også FDEL mener

Link til oprindelig pressemeddelelse: http://www.mynewsdesk.com/dk/scandic-hotels/pressreleases/scandic-og-clever-i-nyt-partnerskab-om-groen-mobilitet-vil-skabe-et-landsdaekkende-tilbud-til-elbilejere-2956088

 

Topfoto: fra pressemeddelelsen