Elbilforeningen i Danmark er tilfreds med udviklingen i sagen om ladepark Lillebælt

I sommers klagede Elbilforeningen i Danmark til Vejdirektoratet over ladegiganten Clever. Nu har Vejdirektoratet besluttet at hæve kontrakten og sende opgaven i genudbud.

 

Elbilforeningen er tilfreds med Vejdirektoratets beslutning.

 

”Vi har med tilfredshed konstateret, at Vejdirektoratet har taget vores klagepunkter til efterretning”, siger direktør for Elbilforeningen, Asser Mortensen, der i sommers kaldte Clevers priser for skrub af-priser, som bidragede til at skabe lukkede ladenetværk for Clever-kunder.

 

Ifølge de beregninger, som Elbilforeningen i Danmark fremsendte til Vejdirektoratet, krævede Clever op til 36 % mere for opladning for de forbrugere, som ikke har tegnet et abonnement hos Clever. Hos Elbilforeningen er man også meget tilfreds med, at Vejdirektoratet i det nye udbud vil dele parkerne op, så hver ladepark får to forskellige operatører.

 

”Konkurrence på ladepriser er helt afgørende for at få folk til at vælge elbil og for at få sat turbo på den grønne omstilling. Hvis enkelte ladeoperatører får monopol på de store centralt placerede ladeparker og kan opkræve urimeligt høje priser for opladning, udhules den økonomiske gevinst, der gerne skulle være ved at køre på el. Ved at udbyde hver ladepark i to delaftaler, sikres konkurrencen”, siger Asser Mortensen.

 

Også Elbilforeningens formand, Morten Haagensen Elmose, er tilfreds med, at Vejdirektoratet har besluttet at sende ladeparkerne i et nyt udbud. 

 

”Clever har spillet en uvurderlig rolle i udbygningen af ladenetværket i Danmark, og det påskønner vi. Clevers aktive indsats for ladenetværket har også gjort dem til markedsledende, og det forpligter. Det er vigtigt, at man som elbilist ikke de facto tvinges til at tegne et abonnement hos en specifik operatør, fordi deres ad-hoc priser (dvs. priser til de kunder der ikke har abonnement) er urimeligt høje”, siger Morten Haagensen Elmose og understreger, at foreningen fortsat vil kigge alle ladeoperatører efter i sømmene.