Gratis parkering for elbiler i Aarhus

Aarhus Kommune har i en forsøgsperiode på 4 år indført gratis parkering for elbiler på kommunale parkeringspladser og tidsbegrænsning på parkeringspladser med ladestander. Tiltagene indføres for at understøtte den grønne omstilling i kommunen. Elbilforeningen glæder sig over kommunens tiltag.

Gratis parkering af elbiler i Aarhus

Aarhus Kommune har pr. 1. oktober 2021 besluttet at indføre gratis parkering for elbiler på kommunens parkeringspladser. Ordningen er en forsøgsordning, som indtil videre er gældende indtil den 30. september 2025.

Beslutningen betyder, at elbiler må parkere gratis i op til 4 timer på kommunale parkeringspladser, herunder i kommunale parkeringshuse og -anlæg. Ordningen er en rabatordning. Efter de 4 timer betaler elbiler en takst svarende til grøn zone.

Det er nødvendigt at registrere parkeringen på betalingsautomat eller betalings-app ved parkeringens start.

Ved parkering på pladser og i anlæg, som ikke hører under kommunen, betaler elbiler takst som andre biler.

Tidsbegrænsning på elbilpladser med ladestander

Aarhus Kommune har tillige indført en 3-timers tidsbegrænsning på elbilpladser med ladestandere i Aarhus Midtby. Tidsbegrænsningen skal sikre, at pladserne får reel funktion af ladepladser og at der sker større udskiftning på ladepladserne, så elbilister i højere grad får mulighed for at lade deres bil op.

Reserveret elbilplads med 3 timers tidsbegrænsning

Elbilpladserne er forbeholdt elbiler samt plugin-hybrider, som må benytte pladserne gratis i 3 timer på hverdage og lørdage fra kl. 08:00-23:00 samt på søndage fra kl. 08.00-18.00.

Brug af ladepladserne kræver indstilling af P-skive. Husk den gode ladestil og benyt kun pladserne, hvis du har behov for at få ladet din bil op.

Parkering på parkeringsplads med lader, hvor der ikke er skiltet med 3-timers tidsbegrænsning gælder som betalingsparkering og her skal parkeringen registreres på betalingsautomat eller i parkerings-app. Elbiler opnår op til 4 timers gratis parkering fra registreringens start.

Særlig for beboerlicens til elbil

I Aarhus midtby giver en beboerlicens adgang til parkering i egen beboerzone fra kl. 17.00-09.00 på hverdage, mens der i weekender og på helligdage er ubegrænset parkering. For borgere med beboerlicens til elbil i egen beboerzone ophæves tidsbegrænsningen fra kl. 17.00 alle ugens dage.

Det er således muligt med en gyldig parkeringslicens at parkere elbilen på en ladeplads allerede fra kl. 14.00 med korrekt indstillet P-skive og dermed udnytte de 3 timers tidsbegrænset parkering, inden licensen træder i kraft kl. 17.00.

 

Elbilforeningen glæder sig over kommunens tiltag:

“Det er godt at se, at opmærksomheden på elbiler vinder indpas i flere og flere kommuner og at kommunerne adresserer problematikken med ladepladser, der blokeres af biler, som ikke lader. Ladepladser er til biler under opladning. Når kommunerne opretter flere ladepladser forbeholdt elbiler med tydelig skiltning, er de med til at skubbe på overgangen til elbiler”, siger formand for Elbilforeningen, Christian Nolsøe Nielsen.

Andre kommuner har allerede lignende ordninger, blandt andet Københavns og Frederiksberg kommuner.

Se mere om takster og brug af ordningen på Aarhus kommunes hjemmeside:

https://www.aarhus.dk/borger/trafik-og-parkering/parkering/spoergsmaal-til-ny-parkeringsordning-for-nul-emissionsbiler-elbiler/#3

Topfoto: Copyright Elbilforeningen FDEL