Magasinet GOGREEN nr 2 er klar!

Elbilforeningen er endnu engang stolt over resultatet af samarbejdet med mediebureauet Nord: Vi har netop offentliggjort 2. udgave af det nye magasin om fuldelektriske biler og opladning GOGREEN.

I det nye nummer kan du blandt andre møde vejr- og klimaspecialist Peter Tanev, der egentlig helst ville køre på ren el, men må vente til der er flere tilgængelige ladere i bydel Østerbro. Du kan også møde elbilentusiasterne Anders og Kenneth, der har prøvekørt Volvos C40 Recharge og Martin, der har været Fyn rundt i en VW ID.4 med campingvogn. Desuden giver vi overblikket over ladejunglen samt de nyeste elbiler på markedet.

– Vi er endnu engang meget taknemmelige for den støtte, annoncørerne har vist os og elbilsagen. Magasinet bidrager sammen med vores hjemmeside til at inspirere bilister i hele landet til at gå en grønnere vej, når de skal vælge bil næste gang, siger Christian Nolsøe Nielsen, forperson i Elbilforeningen.

–  Og stadig flere tør vælge det elektriske alternativ, når de skal vælge den næste bil fortsætter Christian. Der er endda nogle der dropper den nyindkøbte plugin-hybrid for at springe til el, ligeså snart det er muligt. Den historie kan man også læse i den seneste udgivelse af magasinet. Og det bliver da også lettere al den stund, at lynladestationer springer frem over hele landet. Det kniber fortsat med at finde en ledig normallader i de større byer. Derfor arbejder foreningen på at få flere aktører til at tage en del af ansvaret for at danskerne, hvor de end stiller deres bil, kan kommer til at lade den op. Om det er dagligvarebutikker, seværdigheder, sports- og foreningssteder, arbejdspladser eller kommunerne. Flere ladestandere skal der til og bedre skiltning på offentlige normalladere, så der naturligvis kun tillades parkering af elbiler under opladning.

——

GOGREEN – Danmarks elbilmagasin er et gratis magasin, der ligger frit tilgængeligt online. Derudover er det omdelt som trykt magasin på bæredygtigt papir til Elbilforeningens sekretariat, annoncørerne samt et udvalg af relevante modtagere. Hvis din organisation også vil på listen over modtagere af det trykte magasin eller ønsker at annoncere i kommende udgivelser, kan du kontakte salgs- og marketing direktør Dennis Bækgaard Stotz ved mediebureauet Nord på telf. 3697 0075 eller db@nordnord.dk. Du kan også få et eksemplar i forbindelse med Elbilforeningens mange arrangementer. Se kalenderen for et arrangement i nærheden af dig.

 

Foto: Copyright Elbilforeningen og Nord