Af Santa Vizule

Motorshow 2016 bliver afholdt i Herning Messecenter og varer tre dage – fra fredag den 5. til søndag den 7. februar 2016. Hvis man kigger på antallet af besøgende, antallet af frivillige FDEL-ere og modeller af elbiler, så er det den største event, FDEL nogensinde har stablet på benene. Oven i købet er FDEL kommet i Motorshows historiebøger ved at give mange besøgende en oplevelse, de aldrig havde hørt om, nemlig et adrenalinkick i en elbil, som på få sekunder accelerer fra 0 – 100 km/h for i næste øjeblik at bremse hårdt på en indendørs bane. Bilen stopper ca. en meter fra hallens væg.


Forberedelse

Logistikken bag denne event er eminent. Få dage inden Motorshowet får alle frivillige en deltagerliste, hvor man kan se, hvornår folk vil ankomme, i hvilken elbil, hvor mange dage de vil være til rådighed, og hver enkelte deltagers telefonnummer samt arbejdsopgaver. Det betyder, at vi fra dag ét nemt kan ringe og få fat på hinanden på kryds og tværs af gruppen. Derudover er deltagerlisten et godt redskab til gruppens integration. Der bliver ikke brugt tid på at spørge hinanden gentagne gange, hvad vedkommende hedder, på trods af, at sammensætningen af vores gruppe på ca. 15 mennesker er forskellig fra den ene dag til anden. Hovedparten af vores gruppe repræsenterer FDEL alle fire dage (4. – 7. februar), mens nogle enkelte frivillige giver hele armen en eller to dage. Det hele begynder torsdag eftermiddag. Selvom vi er kørt i vores elbiler fra forskellige landsdele og undervejs har måttet oplade batteriet flere gange, mødes vi på klokkeslæt foran Aktivitetshallen. Da gruppelederen Jan Meier-Larsen på forhånd har fordelt opgaverne, kan vi straks gå i gang med at slå vores telte op og gøre bilerne klar til udstilling. Stemningen er god og bliver endnu bedre, da Martin Messer Thomsen fortæller, at han har opladet sin elbil ved siden af en Tesla S, som tilhører Herning Taxa. Selv erkendelsen af, at vi skal dele hallen med en række antikke benzin- og dieselslugende biler fra sidste halvdel af det forrige århundrede, kan ikke slå os ud af kurs. Vi underholder hinanden med historier om børn og børnebørn, der har vænnet sig til lade-pauserne så meget, at de ikke længere ønsker at køre flere timer i træk. Vores biludstilling består af en Ellert, en Renault Zoe, en Nissan Leaf, en BMWi3, en Nissan Evalia, to Nissan NV 200 el-varevogne og to Tesla S. Om lørdagen suppleres den med en Renault Fluence Z.E., og om søndagen med en VW e-Golf. Inden vi forlader hallen om aftenen for at gøre os klar til Dansk Motosport Award 2016, bliver vores arbejde afbrudt af lyde og udstødning fra kampvognen ”Leopard”, der er kørt fra Holstebro og bliver parkeret ca. 5 meter fra vores stand. Vi føler os godt beskyttet.

Vinterdæk

På vores stand har vi følgende aktiviteter: 1) biludstilling; 2) fakta-og infotelt; 3) hæsblæsende køreture på en indendørs bane. På grund af pladsmangel er vores biludstilling delt op i to – indendørs og udendørs. De fleste elbiler er blevet sat til ladning, så besøgende kan se, hvordan det foregår. Ejerne opholder sig enten ved siden af deres elbiler eller i fakta- og infoteltet. Det hele går efter planen, indtil vi begynder at køre stærkt på den indendørs bane, som Messecenter Herning har lavet til os. Vores næsten lydløse show tiltrækker mange mennesker. Man kan kun høre den støj, som opstår i forbindelse med elbilernes bratte opbremsning. Oprindeligt havde vi planlagt at køre prøveture med publikum på skift i forskellige elbiler (Tesla S, BMWi3, Nissan Leaf og Renault Zoe), og dette adrenalinkick skulle koste 50 kroner uanset bilmodellen. Prisen er per bil og ikke per person. Snart viser det sig, at folk kun er interesseret i en tur i Tesla S. Om fredagen har vi to af dem – den ene ejes af Jan Meier-Larsen, den anden – af Erik Børsting Hansen. De kører prøveture med vores gæster i tre timer. Når dagen er omme, er vi klar over, at der må gøres noget drastisk. Hverken chaufførerne eller bilerne kan holde til så stor en belastning. Udadtil bevarer vi roen. Da et barn kommer hen til Jan Meier-Larsens bil og spørger, hvorfor den har så varme hjul, svarer han smilende: ”De har vinterdæk på”. Når dørene lukkes fredag aften, beslutter vi at hæve prisen for en tur i Tesla S til 200 kroner, og samtidigt sænke prisen til 20 kroner for en tur i alle andre elbiler, som vi har til rådighed.

Beijing by day

Lørdag og søndag bliver vores lunger og ører sat på hård prøve. Den kampvogn, som er vores nærmeste nabo, og som mange børn får lov til at kravle ind i, begynder at demonstrere sine kræfter ved at starte motoren og køre ca. en halv meter frem og tilbage. Det kan høres, ses og lugtes. Heldigvis laver soldaterne kun denne manøvre et par gange om dagen. Til gengæld bliver der i den anden halvdel af hallen kørt go-kart næsten hele weekenden, kun afbrudt af diverse motorcykelshows. Der er så meget larm i hallen, at vi har svært ved at høre hinanden. Luften er tung. Derfor begynder nogle af vores gruppemedlemmer at sige, at vi oplever ”Beijing by day”. Trods de hårde arbejdsvilkår fortsætter vi ufortrødent vores forehavende. Vores biludstilling og oplysningerne om elbiler skaber mange debatter om teknik og miljø, men grundlæggende er alle besøgende positivt indstillet over for elbilerne. Vi kører stadig prøveture og må erkende, at priskorrektionen kun har haft en mindre effekt på folks valg af elbilen. Tesla S er den mest efterspurgte elbil ved vores stand. Efterfulgt af BMWi3, som hele 24 besøgende vælger at få deres hæsblæsende tur i. Nissan Leaf, VW e-Golf og Renault Zoe kommer også på banen et par gange i løbet af lørdag og søndag. Vi må konstatere, at Tesla er et så stærkt varemærke, at folk er villige til at betale høj pris for at få lov til at opleve dens hestekræfter. Velvidende om, at ikke alle har råd til en Tesla S, og at mange kan få dækket deres kørselsbehov ved at køre i en mindre elbil, er alle FDEL-ere, som har deltaget i denne event, blevet overbeviste om, at der er et stort behov for vores oplysningsarbejde.


 

  Kommentér på FaceBook