Elbilister savner ladestandere i ferielandet og i de store byer

Pressemeddelelse: Når man spørger elbilisterne, hvor i landet de ønsker flere ladestandere, er svaret tydeligt: I ferielandet og i de store byer. Det viser svarene i Elbilforeningen FDELs årlige medlemsundersøgelse.

Foreningens medlemmer er hver blevet bedt om at udpege op til tre kommuner, hvor de savner ladere. De hyppigst nævnte kommuner er vist på figuren.

 

 

Listen toppes af Danmarks største kommune, Ringkøbing-Skjern. Så følger tre af de største byer, Aarhus, Aalborg og København. På plads nummer fem finder vi endnu en vestkystkommune, Varde. Herefter kommer endnu et par vandkantskommuner og en storby, i rækkefølge Frederikshavn, Esbjerg og Gribskov. Først på niendepladsen finder vi en provinskommune, der hverken er storby eller udpræget ferieområde, nemlig Silkeborg. Resultaterne peger i en tydelig retning, siger foreningens formand, Anna Hilden:

”I ferielandet er elbilisterne generelt udfordret af manglende lademuligheder. Elbilisterne har brug for tryghed for, at de kan få ladet bilen op undervejs på deres ferietur eller ved deres destination.”

Heldigvis sker der også noget, fortæller hun:

I sidste års undersøgelse lå ferieområderne også højt – med Vestkysten i toppen. Siden da har både Ringkøbing-Skjern og Bornholm fået et ordentligt boost af nye ladere, begge steder i kraft af lokale initiativer. Mon ikke flere feriekommuner følger efter?”  

Om resultaterne for de store byer siger hun:

”Ladeinfrastrukturen i de store byer er under pres. Flere elbiler på vejene, herunder flere bybiler og eltaxaer, betyder ladekø ved hurtigladerne og rift om ladepladserne, hvor bilerne kan lade, mens de ikke bruges,” siger hun og fortsætter:

I de store byer er udrulningen af flere hundrede destinationsladere i gang nu, og en del af den nye statslige pulje for elbilladere er afsat til nye initiativer i byerne. Lad os bare håbe, at udrulningen kan følge med efterspørgslen – eller allerhelst stimulere den.”

Elbilisterne er også blevet bedt om at svare på, hvilken type lokalitet de især ønsker ladere ved. Her ligger indkøbscentre helt i top, efterfulgt af hovedveje og ferieområder. Først på fjerdepladsen kommer motorveje. Det er især almindelige hurtigladere og små lynladere, der efterspørges. 

Resultaterne er interessante, også set i lyset af de nye statslige støttepuljer til ladeinfrastruktur, mener Anna Hilden. ”Hvis puljeansøgerne skal ramme plet i forhold til behovet, skal de i byerne især tænke på butikscentre og uden for byerne især på hovedveje,” siger hun. ”Puljemidlerne for lynladere langs motorvejene skal der nok også blive brug for, men de akutte behov er generelt andre steder,” siger hun. 

Resultaterne for lokations- og ladertype for hele landet er vist i de næste figurer.

 

 

Undersøgelsen blev gennemført i perioden 15.-26. april 2020. 

Spørgsmål er velkomne og kan rettes til Elbilforeningens formand Anna Hilden, anna.hilden@fdel.dk, telefon 3035 8856.

 

Læs også: Blåvand mangler muligheder for opladning af elbil og For få lademuligheder i sommerlandet

Læs også: Markant forskel i antallet af kommunale elbiler på tværs af landet