Ole tog med familien til Sydfrankrig i deres første elbil

Rejseberetning: Den 13. maj 2019 købte medlem Ole Worregård sin første elbil. En spritny KIA e-Soul årgang 2020. På det tidspunkt var sommerferien allerede planlagt: En tur til Sydfrankrig i 10 dage, 14 dage alt i alt med transport og ca. 4.500 kilometers kørsel. Med på ferien var Ole selv, hans hustru og deres datter samt hendes kæreste. Alle var indstillet på “eksperimentet” og det var aftalt, at bagage gerne måtte begrænses lidt, da Soul jo ikke har verdens største bagagerum (men alligevel et overraskende rummeligt et af slagsen, skulle det vise sig). Læs Oles beretning om oplevelserne med elbil på langtur ned gennem Europa.

Inden turen gik afsted, blev gode råd indhentet fra andre, blandt andet Elbilforeningen FDEL og på diverse Facebook-grupper. Det blev blandt andet undersøgt, hvilke nøglekort og ladeaftaler, der var nødvendige samt hvilke stiktyper laderne i Tyskland og Frankrig benytter.

Inden turen var der installeret apps og oprettet aftale med bl.a Plugsurfing, Chargemap, Ionity, Maingau, Newmotion, Fastned. Vi brugte primært de tre første i Tyskland og Frankrig.

Nedenstående beretning er hovedsagligt de skildringer, som vi har lagt på FDELs åbne Facebook-gruppe, Elbilforeningen FDEL – åben for alle undervejs på turen og er kun redigeret let i relation til faktuelle fejl eller supplerende oplysninger, der er givet til dem, der har stillet spørgsmål.

Vi har brugt godt 1.000 kr. på ladninger. Dette kunne være gjort billigere, men vi valgte at prioritere tid frem for gratis ladning, særligt på hjemturen. En tilsvarende tur i vores dieselbil ville i øvrigt have kostet ca. 2.500 kr!

Så er vi klar til 4.500 km elbilskørsel, en torsdag morgen kl. 04.00. Kursen er sat mod Miniature Wunderland i Hamborg.

Dag 1 – 18/7 2019

Fire voksne. I en elbil. På ferie til Sydfrankrig? Vi har som nybagte elbilsejere kastet os ud i det og i dag gik starten fra Sydfyn.

I de næste dage deler vi vores erfaringer om turen, om bilen (KIA e-Soul 2020, 64 kWh) og om opladning.

Der var afgang fra Sydfyn kl. 4.10. I bagagerummet var der fin plads til bagagen for fire voksne. Første stop – efter anbefaling fra “A Better Route Planner” (ABRP) – var grillbaren i Padborg, hvor der blev spist morgenmad og ladet op på oprådets Clever-lader. 

Bilen var ved rejsens start opladet til 100 % og var ved ankomst til Padborg på 55% (strækningen blev kørt med en hastighed på 110 km/t). Vi ladede med 46 kW – skønt! Laderen er placeret i et industriområde ved siden af en stor Circle K.

Vi begav os videre til Miniatur Wunderland, hvor vi fik den sidste P-plads – dog uden lademulighed.

Vi havde booket hotellejlighed i nærheden. Der var flere lademuligheder tæt på, drevet af Vattenfall. Den første lader var defekt, den næste var placeret på en ensrettet gade med to pladser, hvoraf den ene var optaget og fronten af vores Soul kunne bare ikke rigtigt mødes med standeren 😞

Vi kørte videre til P-hus Europa Passage, som har to pladser til ladning af el-biler, hvoraf den ene var ledig 🙂 Plugsurfing-brikken virkede – juhu! Laderen var en type-2 lader, 3,6 kW (langsom-ladning). Vi lod bilen stå i laderen natten over til turen gik videre dagen efter.

Første ladestop, Grillbaren i Padborg - mest fordi det er en Clever-lader (med abn).

Dag 2 -19/7 2019

Hamborg – Strasbourg. En strækning på godt 700 kilometer med 3 ladestop og ankomst i Strasbourg kl. 17.00, senest 18.00 – det var planen. Men sådan gik det slet ikke…

Soul’en stod klar, fuldt opladet i P-huset og det gik mod syd. Passagerernes behov for pauser bestemte ladninger og der gik lidt sport i at finde gratis hurtigladere tæt på motorvejen.

Den første lader stod godt nok på den anden side, men der var en vej bagom – ikke noget problem. Efter en hurtig opladning med 50 kW kørte vi videre videre – desværre uden mulighed for at komme tilbage. Så vi måtte køre en omvej 😞

Næste stop: IKEA, Kassel. Gratis ladning og frokost. Super.

Vi kørte igennem et hav af vejarbejde. Vi havde dog lagt timer til i rejseplanen og en marchhastighed på 110 km/t gjorde det ikke bedre.

Næste hurtiglader der (måske) var gratis, fandt vi syd for Frankfurt ved et kæmpe supermarked. Desværre var CCS-laderen optaget af en tysk Opel. Vi prøvede i stedet med type-2 stik – men nu var vi pressede: Der var 200 kilometer til Strasbourg og kun 80 kilometer på batteriet og det ville tage timer at få nok strøm ved en type-2 lader. Airbnb-værten ventede med en skarp bagkant.

Vi trak ladestikket ud og drog videre til en hurtiglader på en rasteplads – vupti. Aftensmaden blev indtaget og 35 minutter senere var vi klar til at køre videre og landede i Strasbourg kl. 21.00.

Det er skønt med en tålmodig familie i bilen. Sammen fik vi gjort os de første erfaringer med app’s og plan B, når en lader er optaget. I øvrigt havde vi succes med Plugsurfing-brikken hver gang indtil videre.

Gratisladning er sat på pause. Lørdag er hviledag i Strasbourg, søndag går vi efter hurtigladere fra IONITY med videre.

Kørslen? Helt unik med automatgear og adaptiv fartpilot, særligt ved stau – køkørsel. Op ad de stejle, svingende bakker ved Kassel virker styringen ikke super skarp og det tunge batteri lader sig mærke på de ind imellem ret dårlige tyske motorveje – men når det er sagt, så er Soul’en en super fin langtursrejsebil. 🚗

Gratis ladning ved IKEA Kassel mens frokosten passende indtages. Fin løsning, men senere droppede vi de gratis ladestationer…

En sideeffekt af turen er i hvert fald, at enhver rækkeviddeangst – efter oplevelserne i Frankrig – nu er helt væk, når vi kører i Danmark.

Dag 3 – 20/7 2019

Dag 3 var overliggerdag i Strasbourg og her skulle blot findes en lader tæt på vores bopæl i centrum, hvor bilen kunne lades fuldt op.

Plugshare viste vej til en håndfuld ladere med type-2 stik og moderat hastighed, men OK, vi havde et døgn.

Den første lader var dog godt ramponeret og en Zoe ladede med mormorlader – ikke et godt tegn. Jeg prøvede uden held med type-2. Vi måtte foretage en opringning til Freshmile, der driver alle ladere i byen. Det var uden resultat, røret blev blot lagt på 😞. 

Vi forsøgte med mormorlader og omformer til fransk stikkontakt. Det var et lidt optimistisk foretagende. Vi ladede med 8 A i fem minutter – så stoppede ladningen..

Vi kørte til en ny lader, hvor det ene type-2 stik var optaget, men ejeren kom forbi og så var vi kørende med 7,6 kW. Han var i øvrigt meget begejstret for laderne i Strasbourg “der altid virkede, modsat i Tyskland…”

Lader i Strassbourg fra Freshmile, hvor en metaldør åbnes efter aktivering. Desværre var den defekt og røret blev lagt på, da vi ringede for hjælp til nummeret, der står på skiltet på jorden(!).

Dag 4 – 21/7 2019

Næste dag var strækningen på godt 900 km. inklusive forventet kø og ladninger og med en hastighed på 115-118 km/t ville det anslået tage min. 12 timer og 3-4 ladninger. 

Vi (jeg) havde besluttet, at nu bestemte bilen og ikke passagererne pauserne.

Hurtigladere (eventuelt gerne med betaling) var fundet via Chargemap på motorvejsrastepladser. Afstand planlagt til 200-250 inden ladning.

De første to ladere var fra Corri-Door med CCS-stik, men der var kun plads til at én bil ad gangen kunne lade! Det gik OK første sted. Næste sted var der kø, hvilket gav ventetid. Det var en kæmpestor rasteplads med 500 biler – og så én elbil!

Sidste lader var Ionity! Og, det må jeg sige, det rykker: 4 helt nye ladere, kun CCS, Plugsurfing-brik og så kørte det med en effekt på 67 kW! Det var jo nærmest Tesla-tilstande. Det satser vi godt nok på, når turen går nordover.

På de franske motorveje er det almindeligt med ladere fra Corri-Door med CCS-stik. Der er dog kun plads til at én ladende elbil ad gangen.
Vores første møde med Ionity-netværket. Der er altid mindst fire ladere. Sæt stikket i, tryk på start - sådan! Og med fuld power på ladningen.
At lade på Ionity-netværket med fuld effekt svarer i vores Soul til 67-72 kW og går altså lidt huritigere end på de 50 kW-lader,. der mange steder har været standard.

“På hjemturen kørte vi typisk med fartpilot på 118 km/t – oplevelsen var, at det gav en bedre rytme i forhold til overhalinger mv og en bedre balance mellem forbrug og ladetider.”

Dag 5 – 22/7 2019

Det bliver kun en kort opdatering herfra.

Det er varmt. Også i Provence.

På tur til Frejus (Middelhavet). Frokost og ladning på vej hjem. Varmen hjælper på rækkevidden!

Og nu har vi gang i mormorlader med diverse stik! Jeg holder øje med om ladningen kører. Vi lader med 1,6 kW (8A).

Men så er der fyldt lidt på til i morgen 😉

P.S. Vores feriebolig er midt i middelalderbyen Callian – meget stejlt, meget smalt for sådan en bil.

Vi har vænnet os til at "sjatlade" på nogle af de få ladere, der er sat op i for eksempel Fayence og Montauroux.
Vores nabo kom desuden og tilbød os en forlængerledning til mormorladeren og var noget forundret over, at vi var kørt i elbil helt fra Danmark.
I Frankrig oplevede vi generelt stor respekt omkring P-pladser forbeholdt elbiler. Enten var de ledige eller rent faktisk optaget af elbiler der ladede. Måske vi i Danmark kan lærer noget af det?

Dag 6 – 10 – 23-27/7 2019

I løbet af ugen har vores KIA e-Soul (sammen med os) været på tur til Frejus (ved Middelhavet), langs med strandene og op i bjergene.

Der har været dage, hvor vi har daset i landsbyen eller de unge mennesker er taget på badetur ved den nærliggende sø.

Vi har vænnet os til at “sjatlade” på nogle af de få ladere, der er sat op i for eksempel Fayence og Montauroux. Vores nabo kom desuden og tilbød os en forlængerledning til mormorladeren – og var noget forundret over, at vi var kørt i elbil helt fra Danmark 😎.

Vi forsøger at indrette turen, så det er os, der styrer ferien og hvor vi skal hen (for eksempel om aircondition skal være tændt) – og ikke bilen. Med visheden om, at vi skal forbi Aix-en-Provence på en dagstur og på hjemvejen kommer forbi den nye Ionity hurtiglader, falder vi ind i en rytme, hvor vi får vores “feriemode” til at styre turen og ikke Soul’en. 🚗

Vi bruger Plugshare og Chargemap til at finde og tjekke de ladere, der er og har ikke oplevet, at de var optagede eller ikke fungerede. En del af dem er med en metallåge, der skal låses op og aktiveres med VISA (CB) kort. Det er svært at se, hvad prisen er, men der kommer vel en regning senere og der kommer jo kun få kW på 🙂

Vi har i øvrigt i de mindre franske byer flere gange oplevet, at alle P-pladser er fyldt og at der kun er ledigt ved ladepladserne – endnu en fordel ved elbilen og som mine medrejsende ikke lægger skjul på at fremhæve.

Kørslen i de ofte meget smalle gader og stejle bjergveje er en fornøjelse i en elbil/KIA e-Soul, ikke mindst med automatgear, stort moment, radar for/bag og bakkamera. Det gør det rimeligt nemt at komme til toppen i en gammel middelalderby. Hvis vi nu ser bort fra, at vi trækker en hale af franskmænd bag os, der gerne vil køre 70 km/t, hvor vi synes det er rigeligt med 40!

Og så er det dejligt at opleve, hvor meget energi vi regenererer på vej ned ad bjergene.

I morgen går turen mod Nord igen. Ruten er lagt med blandt andet A Better Route Planner og familien har bestemt, at vi holder pause for hver ca. 200 km, hvilket passer os bedst. Det bliver motorvej, hurtiglader, Ionity, hvor det er muligt og 650-700 km pr. dag.

Overnatning er fundet via booking.com og vi har valgt hoteller i gåafstand fra en lader, der ser ud til at fungere.

Tilsammen skulle det gerne give os en nogenlunde afstressende hjemrejse. Så vidt vi kan vurdere uden ret mange lastbiler på de franske motorveje søndag, men nok med en del trafik/vejarbejde op gennem Tyskland.

Ladetid er læsetid. Her ved en lidt træls lader fra Corri Door, med defekt software, der stoppede ladning efter 10 min.
Vi var særligt glade for Ionity’s ladere i Tyskland og i Frankrig, hvor de er stærkt på vej. De giver mulighed for 150 - 350 kW og er ren Plug & Play. Tæt på Aix-en-Provence har Ionity fx netop åbnet en spritny ladestation samme sted som Tesla (der ses på billedet), hvor vi så kunne lade vores KIA e-Soul sammen med en norsk Tesla.
Så meget kunne vores KIA e-Soul rumme. Alt rigeligt til fire voksne i to uger 😉

Dag 11-13 Hjemturen

Nu er tiden kommet til hjemrejsen fra den sydfranske middelhavskyst til Fyn, en strækning på ca. 1.900 km.

Turen går fra Callian, over Lyon med første overnatning i Belfort og anden i Hildesheim. Ruten og stoppene blev lagt med de erfaringer, som vi havde gjort os fra udrejsen. Det vil sige, at vi gik efter 650-720 km. pr. dag og pauser for hver ca. 200 km. Med pauser, ladestop og trafikkøer undervejs blev det nemt til en 8-10 timers rejsedag.

Samtidig var dette vores læring: Vælg hurtigladere, for eksempel Ionity-netværket og brug ikke unødigt tid på gratisladere. Ruten blev denne gang lagt mere minutiøst end udrejsen. ABRP blev brugt til ruteforslag, hvorefter fungerende ladestationer blev tjekket ud på Chargemap-app, herunder hvilke betalingsløsninger, der kunne bruges. En løsning, der generelt fungerede fint for os. 

Det ændrede dog ikke på vores oplevelse af, at der i Frankrig er mange ikke-fungerende ladere. Eller sagt på en anden måde; dem der er, findes kun i ét eksemplar, der så kan være optaget eller ramt af fejl. Meget uholdbart i længden.

Undtagelsen var og er Ionity-netværket, hvor dem vi brugte altid gav mulighed for 150 – 350 kW og var opstillet med min. 4 standere. Det var ren Plug & Play. Det bringer glæde og det er fedt at få bilen “fyldt helt op” på bare 40 min.

Tæt på Aix-en-Provence har Ionity for eksempel netop åbnet en spritny ladestation samme sted som Tesla (se billedet), hvor vi kunne lade vores KIA e-Soul sammen med en norsk Tesla.

En stor del af laderne langs med “Autoroute de Solei” drives af “izivia/Corri-Door”. Her kunne vi lade med 43 kW på flere af dem, men desværre er der kun én lademulighed, hvor de er og det var pænt stressende, når der både før og efter os var en Hyundai Ioniq, der også skulle lade. 

Samtidig var der – efter sigende fra en fransk elbilist vi mødte – en fejl i deres system, så laderen slog fra efter 10 min.

Et eksempel fra første dag på hjemturen, hvor vi måtte igang med både plan B, C og D, inden vi sent trillede ind i Belfort med 35 km tilbage på batteriet. Der var meget stille i bilen den aften.

Heldigvis kunne vi lade natten over i byen og kørte næste morgen ind i Tyskland, hvor vi væltede os i hurtigladere 😉 🚗

Lidt opsamling på vores elbilferie til Sydfrankrig med fakta og de konklusioner vi har gjort os:

  • Vi rejste fire voksne i to uger.
  • KIA’en kunne fint rumme vores bagage.
  • Vi kørte sammenlagt 4.600 km
  • Vi har brugt godt 1.000 kr. på ladninger.
    Dette kunne være gjort billigere, men vi valgte at prioritere tid frem for gratis ladning, særligt på hjemturen. 
  • En tilsvarende tur i vores dieselbil ville i øvrigt have kostet ca 2.500 kr!
  • Forbruget lå på motorvejen på 16-18 kWh/100 km. Højest de dage, hvor der var bjergkørsel på motorvejen og ved 118 km/t. Og iøvrigt var KIA’en ret præcis med at anslå det resterende antal km (+/- 5).
  • På småture under ferien i det bjergrige område genvandt vi meget på motorbremsen og forbruget lå her på 11,9-14 kWh/100 km.
  • På udturen lå farten typisk på 110 km/t (fartpilot) på motorvej.
  • På hjemturen kørte vi typisk med fartpilot på 118 km/t – oplevelsen var, at det gav en bedre rytme i forhold til overhalinger og en bedre balance mellem forbrug og ladetider.
  • Bilen kørte fornemt. Alle i bilen sad godt med passende indeklima (hurtig til at køle ned).
  • Vi havde brug for det medbragte omformerstik fra dansk trebenede stik der sidder på mormorlader til fransk stikkonktakt – ellers ingen omformere mv. (ren nød).
  • En af vores konklusioner:
    Frankrig: Gode motorveje/dårlige lademuligheder. Tyskland: Dårlige mortorveje/Gode lademuligheder.
    Danmark: Gode mortorveje/Gode lademuligheder.
    En sideeffekt er i hvert fald, at enhver rækkeviddeangst – efter oplevelserne i Frankrig – nu er helt væk, når vi kører i Danmark.

Vores ferie til Sydfrankrig i den nyligt indkøbte elbil er slut. Om vi har fortrudt, at vi tog turen? Nej, bestemt ikke. Det har været en fornøjelse og har givet os nye oplevelser, som vi ikke havde fået i vores gamle Renault Scenic diesel. Men vi har lært, at vi skulle have planlagt turen endnu bedre og lagt en rute efter fungerende hurtigladere.

Vores oplevelse er, at elbil ikke er hindring for at holde ferie i Tyskland eller Frankrig, det kræver blot lidt mere planlægning og at alle er indstillet på det.

P.S. Og så har det vel været en ferie med et lavt klimaaftryk…!? (uagtet at vi ikke rigtig ved, om strømmen er kommet fra vind/kul/atomkraftværker).

Tak til alle jer der har læst med – håber noget af det kan bruges.

Og tak til alle der har delt råd og tips undervejs, som vi har haft glæde af flere gange.

Ole Worregård
Elbilejer fra maj 2019
KIA e-Soul (64 kW)

🚗 🚗 🚗

Sydfrankrig, forbrug

Vi kørte i alt godt 4.500 km. Forbruget svingende selvfølgelig afhængig af om det var mindre ture eller motorvejskørsel, men i snit kørte vi 6,4 km/kWh.

Vi brugte godt 1.000 kr på opladninger.

Energiforbruget på Ferien

Fra Danmark til Sydfrankrig i Kia's e-SOUL, sommer 2019.
DatoKmkWh/100 kmkm/kWh
18/7/201933817,75,649717514
19/7/201972716,16,211180124
20/7/2019515,16,622516556
21/7/201993217,25,813953488
22/7/20192814,07,142857143
23/7/201912413,67,352941176
24/7/20193717,05,882352941
25/7/201929716,16,211180124
26/7/20191811,98,403361345
27/7/20194614,27,042253521
28/7/201977018,55,405405405
29/7/201968716,46,097560976
30/7/201950716,85,952380952
I alt - Snit4.51615,76,353861193