Hvilken elbil skal du vælge?

På familietur rundt om Ringkøbing Fjord

Sol, let vind og tyve funklende fine elbiler, der triller stille gennem det vestjyske landskab. Naturen viste sig fra sin smukkeste side, da det første elbilløb rundt om Ringkøbing Fjord fandt sted søndag den 29. april 2018.

Ét af de smukke stop undervejs fjorden rundt.

Alle de vigtigste modeller var repræsenteret, bl.a. Tesla Model S og X, Hyundai IONIQ, VW e-Golf, Renault Zoe, Nissan Evalia og to generationer af Nissan Leaf. En lokal Renault Fluence kørte med til første pitstop i Hvide Sande, hvor deltagerne fik en smagsprøve (i bogstaveligste forstand) på weekendens sildefestival. Der var biler fra hele landet, fra Hanstholm til Brønshøj, og flere havde fyldt bilen op og gjort en familietur ud af det.

Løbet blev blæst i gang fra Torvet i Ringkøbing kl. 11:30 til tonerne af ”Oles nye autobil”, spillet på trompet af Jesper Vagn Andersen. Borgmesteren i Ringkøbing-Skjern Kommune, Hans Østergaard (V), holdt en veloplagt tale for deltagerne og de 40-50 fremmødte borgere. Talen handlede om Ringkøbing-Skjern Kommunes ambition om i 2020 at være selvforsynende med vedvarende energi – og om, hvordan flere elbiler i kommunen kan være med til at realisere de grønne ideer.

Turen startede på torvet i Ringkøbing.

Borgmesteren kørte selv med på turen i kommunens nyindkøbte Nissan Leaf 2.zero, der flot folieret fortæller historien om vindenergi, elbiler og et grønnere Naturens Rige (kommunens valgsprog). Forfatteren til disse linier kørte lige bagved på et langt stykke og noterede sig, at øvrighedspersonen (som er vant til en VW Passat på diesel) vistnok morede sig med at afprøve bilens kræfter og diverse assistentsystemer.

Turen var arrangeret af de lokale FDEL-medlemmer Carsten Leidesdorff Skov og Anna Hilden i samarbejde med FDELs sekretariat. Der var gode tilbagemeldinger, og teamet udelukker ikke en gentagelse, måske med et udbygget program med lidt ekstra sjov for børn og barnlige elbilsjæle.